Kairo:
Efter 7 dejlige timer i en bus fyldt med klappende og syngende afrikanere (ja, de sang rent faktisk gamle arabiske sange, og klappede i takt, de sidste 4 timer af turen) kom vi endelig til Kairo. Her blev foerste stop en overfyldt metro, hvor folk var rimeligt frustrerede over vores store tasker, forstaaeligt nok.

Foerste dag blev brugt paa det kaempestore Egyptiske Museum hvor hoejdepunkterne var rigtige levende mumier. Ja okay, maaske ikke helt levende, men naesten... Og guldskatten fra Tutankhamons grav. Resten af dagen blev brugt paa helt almindelig sightseeing til fods i den nye by, utallige forsoeg paa at faa souvenirsaelgerne til at lade os vaere i fred, og saa ellers faa koebt et nyt kamera, for Asks kan (aabenbart, paa trods af en INTERNATIONAL garanti) kun byttes i Danmark.

Ellers er der gaaet et par dage med at se de kristne (Koptisk Kairo) og de gamle islamiske dele (omkring Khan Al-Khalili) af Kairo. Hvor der selvfoelgelig er blevet betalt rigelige maengder baksheesh (drikkepenge eller, som det virkelig er, bestikkelse) til lokale for, at vise os rundt i lukkede moskeer, utilgaenglige minareter (vild udsigt over byen) og til politibetjente for ikke at anholde os, naar vi, som alle de lokale, skider paa landets love og goer lige det der passer os... Bare rolig, det er ikke helt saa slemt som det lyder, hehe!

Vi hookede efterfoelgende op med to af canadierne, som vi havde moedt i Nuweiba, Heidi og Jenn, til en laengere udflugt omkring Kairos stoerste must-see sevaerdighed: pyramiderne. Hotellet havde skaffet os en bil, der i stedet for at koere os til pyramidernes hovedindgang, koerte os til nogle kamelstalde, saa vi kunne betale for at ride paa kamel ind af bagindgang (laes: hul i hegnet hvor politimanden faar lidt baksheesh) til pyramiderne. Efter en tur inde i den ene pyramide og hen til Sphinx'en var de 2,5 timer ved pyramiderne slut, og vi red tilbage til stalden.
Derfra koerte vi ud til Saqqara, hvor den aeldste pyramide ligger sammen med nogle grave, man kan komme ned i og et stoerre monument, der skulle illustrere den egyptiske version afterlife. Ask havde vaeret der for 4 aar siden, saa han brillierede som tvivlsom guide (og kunne naesten huske hvad det hele var, men hvad hjaelper det, naar man kun naesten kan huske det?). Efter et kort besoeg i museet i Memphis var klokken 16, og vi vendte tilbage mod hotellet.

Aftenen, som var den sidste i Kairo for denne gang, blev brugt paa Gregs tagterrasse sammen med en masse mennesker, vi har moedt rundt omkring i Nuweiba, Kairo og Damaskus. Greg studerer arabisk paa det amerikanske universitet i Kairo og han var endnu en af de mange personer vi havde moedt i Nuweiba. Han bor i et lille hus, der ligger for sig selv paa taget af en ni-etagers bygning, og har derfor en store terrasse paa taget og en formidabel udsigt over Kairo.
Paa den maade endte det med, at vi fejrede Asks 21 aars foedselsdag (da klokken rundede midnat) paa et tag i Kairo med tre amerikanere, tre canadiere, en new zealaender og en tysker.

Efter henholdsvis ingen soevn (Ask) og 3 timers soevn (Nicolai) boed Saint Patricks Day aka. den 17. marts paa et trist farvel til en masse mennesker (og et enkelt 'paa gensyn') og en 13 timers togtur fra Kairo til Aswan - saa det var nok en meget godt ide at vi brugte natten paa at fejre Ask.