Tehran:
Vores iranske visum betoed, at vi maksimum kunne bruge 72 timer i Iran - men da flyene ogsaa skulle passe sammen, blev den reelle tid i Iran endnu mindre! Vi ankom til Imam Khomeini Airport et stykke udenfor den iranske hovedstad, hvor Behzad, vores iranske vaert (som vi kender gennem Nicolais bedsteforaeldre), stod og ventede.
Tehran er ufattelig stor, og huser officielt 14 millioner mennesker (reelt endnu flere) - trafikken er derfor ofte ret tung, men vi formaaede at komme ind til hotellet, der laa i centrum, efter et par timer. Paa grund af Super Bowl (Ask, hvis hold desvaerre tabte) og Dubai lufthavns mindre bekvemme hvilepladser (Nicolai, der proevede at sove) havde vi ikke faaet meget soevn natten forinden, og hotellets bloede senge indboed lokkende til hvile i nogle timer.
Udhvilede om aftenen moedtes vi igen med Behzad, der havde taget familien - hans kone og datter - med, hvor efter vi tog paa restaurant i den nordlige del af byen. Her fik vi laekker lam og oksekebab serveret paa lange svaerd. Efter spisning tog vi hen til en park og fik kaempe soft ice og senere ogsaa granataebler at spise.
Iran har desuden vaeret vidne til maerkverdige udtalelser fra os begge. Taget ud af en mindre (og ligegyldig) sammenhaeng har Nicolai formaaede, at udbroede: "Lort smager godt". Mens Ask paa vores sidste dag kaekt udtalte: "Jeg kunne leve i mit eget faeces uden problemer!"

Morgenen efter moedtes vi med Behzad igen og tog metroen ud til Imam Khomeni Shrine (grav) i udkanten af byen; selvom byggeriet har vaeret igang siden imamens doed i 1989, er det stadig i fuld gang. Selve imamens grav ligger i en hangarlignende hal med fantastisk mange persiske taepper paa marmorgulvene, hvor folk - maend og kvinder separeret - beder for imamen, og gaar op til graven, hvor de graeder paa grund af tabet af deres revolutionshelt.
Efter besoeget tog vi igen ind til centrum for at besoege det nationale juvelmuseum. Museet ligger i kaelderen paa en bank, og virker umulig at finde, hvis man ikke kender stedet. Efter deponering af tasker, kameraer (desvaerre) mv. og lufthavnslignende sikkerhedstjek faar man endelig lov at komme ind... og hvilket imponerende syn, der moeder en! De fineste juveler i massevis (sikkert over en million - de fleste uvurderlige) pryder forskellige relikvier fra Shah-tiden. Her findes kaempediamanter paa over 150 karat, og massevis af skjolde og skeder til knive og svaerd fuldstaendig daekket af diamanter. Mest imponerende er dog en 110 cm hoej guldjordklode fra det 19. aarhundrede, hvortil der er brugt omkring 35 kilo guld - dertil kommer de over 51.000 aedelstenene, som kloden er besat med: havene er besat med smaragder, mens landene for stoerstedelens vedkommende er sat i rubiner. Der er dog enkelte undtagelser: England, Frankrig, Iran og dele af Sydoestasien er i diamanter. Af andre imponerende syn i det lille museum (som dog kan bringe underholdning i timer) er en meget stor trone og flere shahkroner. Selv vandpiberne, som shahen brugte, var juvelbesatte til den helt store guldmedalje!

Om aftenen tog vi hen til Behzads faetters arbejde. Her bruger de planeternes stilling til at forudsige de internationale valutakurser. For rationelt taenkende danskere som os lyder det ret utrovaerdigt, men det saa ud til at virke - og deres kunder inkluderer bl.a. danske Saxo Bank.
Foelgende dag tog Behzad os hen til den imponerende bazar i Tehran. Den er ikke et arkitektonisk vidunder, men stoerrelsen og vareudbuddet er enormt. Eftersom vi befandt os i Iran, ville det vaere en skam ikke at besoege en persisk taeppehandel. I et af dem blev vi budt paa te, da vi saa paa sortimentet, og det endte da ogsaa med at Nicolai fik investeret 150 dollars i et mindre, sort persisk taeppe (dansk markedspris: 450 dollars) . Efter besoeget i bazaren spiste vi traditionel iransk mad i smukke omgivelser. Retten, som Behzad kaldte "meat and water" var utroligt laekker, og kan varmt anbefales!
Senere besoegte vi Behzads hjem, for kort efter at koere hen til hans kontor, saa vi kunne se hvor og hvordan han arbejdede. Inden vi koerte hen til lufthavnen igen, fik vi ogsaa set et iransk shoppingcenter, hvor det var de unge, i modsaetning til i bazaren, der hang ud.

Vi vil gerne takke Behzad mange gange for et rigtig hyggelig tid i Iran, og haaber at komme igen snart. Ligedan vil vi takke Ingolf og Nicolais bedsteforaeldre, der gjorde turen til Iran mulig for os!