Wadi Rum:
Selvom det umiddelbart virker svaert at toppe Petra, var den jordanske oerken ved den lille flaekke Rum klar til at goere et forsoeg.

Byen fungerer som indgang til et kaempe oerkenomraade, der hedder Wadi Rum, som tog imod os med straalende solskin fra en skyfri himmel.
Vi blev gaaet i moede af en beduin, der ledte os over til en Toyota Pickup (oev, ingen kamel). Sammen med en gruppe paa 2 letter, en franskmand, en nordirer og en skotte satte vi kurs mod den lejr, vi skulle bo i de naeste par naetter. Lejre bestod af 3 beduintelte, 2 til at sove i og 1 faelles opholdstelt med baalplads og spiseanretning. I lejren blev vi moedt af 2 tyskere. Den 9 mand store gruppe satte sig til rette i jeepen for dagens udflugt, 6 paa ladet (os inkl.) og 3 inde i bilen.

Foerstedagen boed paa baade store sandbunker, gamle hulemalerier, pyramideagtige bjerge og naturlige stenbroer i 30 meters hoejde. Frokosten blev spist i skyggen af de store klipper, og pauserne blev brugt paa lidt oerkenfodbold. Alt i alt minder Wadi Rum om dette store sandhav hvor vandets (sandets) farve skifter fra hvidt og orange til roedt, med smaa groenne palmer som boelgesproejt. Tilfaeldigt spredt rundt i havet ligger der store klippeoere og taarner sig op mod en lyseblaa, skyfri himmel!
Efter en original beduinaftensmad (der for foerste gang paa vores tur boed paa rigtige kartofler - taenk at Ask kunne savne dem saa meget!) blev underholdningen sikret af beduinerne, der spillede arabisk musik, mens snakken i krogene bredte sig mellem flere og flere af os. Mest paa hvor vi havde vaeret og hvor vi var paa vej hen. Ask fik dog hurtigt aftalt med nordireren at han ville ta til Belfast til august naar Danmark spiller landskamp mod Nordirland!
Natten blev brugt under stjernehimlen paa sandet, og ikke i teltene som man ellers skulle tro. Desvaerre var fuldmaanen saa kraftig, at det ikke virkede som nat, og der saenkede sig ikke rigtigt andet end tusmoerke over os.

Efter en gang morgenmad over baal, tog alle de andre besoegende paa naer os og Al (nordireren) hjem. Paa denne andendag havde vi saa hele jeepen for os selv. Vi valgte dog at blive paa ladet, ikke saa meget for solskoldningernes skyld, men mest for udsigtens...
Anden dagen boed paa en tur ud i et beskyttet omraade, hvor sandbunkerne blev endnu stoerre. Vi blev vidne til en babykamels (7 timer gammel) foerste skridt og fik set naermere paa en af beduinernes faareflokke. Det meste af dagen blev dog brugt paa hiking. Vi blev sat af paa den ene side af en klippe eller en kloeft og jeepen moedte os paa den anden side.
Da vi kom tilbage til lejren stoedte vi paa Kit, canadieren vi foerste gang moedte paa vores hotel i Damaskus. Moedte igen paa hotellet i Amman, saa paa en netcafe i Petra og saa igen i en beduinlejr midt ude i oerkenen, hvor der i oevrigt er mange beduinlejre!!
For anden gang kunne vi nyde beduinmusik, god mad og en fantastisk solnedgang inden vi gik til ro under stjernerne.

Aqaba:
Vi forlod lejren tidligt naeste morgen, og efterlod Al med en masse nye besoegende. Kit tog vi med os. Han skulle alligevel til havne- og baedebyen Aqaba i det sydlige Jordan, og derfra videre med baaden til Egypten - ligesom os!
Vi brugte dagen paa stranden i Aqaba, og aftenen paa at hoere en gammel englaender, der boede i Aqaba, fortaelle roeverhistorier fra de to verdenskrige og hans tid som hemmelig agent for MI5. Det blev sent, faktisk saa sent at hotellet laaste doererne, selvom vi kom hjem inden tidspunktet, receptionen lukkede paa. Efter et kvarters banken paa doeren, kom der endelig en faamaelt, soevndrukken receptionist ud, og laaste op, saa vi kunne faa et hvil.
Vi blev fortalt at vi skulle vaere i faergehavnen klokken 9 for at ordne nogle formaliteter, saa vi kunne sejle klokken 11 - formaliteterne blev hurtigt ordnet, men desvaerre var faergen ikke lige saa hurtig - og 6 timer senere end foerst lovet, kunne vi endelig gaa ombord paa faergen, der paa en time tog os til havnen i Nuweiba i Egypten; men mere om Nuweiba senere...