Kaere alle.

Endnu en beretning uden billeder.

Fredag lejede Birgit og jeg bil for en uge. Det lykkes os at komme ud af Panama City inden fredagstrafikken blev helt fastlaast. Det var stegende hedt. over 35 grader, saa selv de fastboende klagede over varmen. Der er dejlig aircondision i bilen saa det var fint at koere. Vi koerte over broen mellem de to Amerikaer og videre et par hundrede km vestpaa hvorefter vi drede sydpaa mod Las Santos. Det er det omraade der er mest praeget af spanier. Husene aendrede ogsaa hurtigt karakter og folk sad paa smaa terrasser foran deres huse i gyngestole. Det saa vaeldig hyggeligt ud. Omraadet er ogsaa noget af det mest frugtbare i landet med meget kvaeg og landbrug. Vi koerte gennem flotte landskaber og smaa byer og naaede endelig frem til et lille hotel hvor Birgit havde bestilt vaerelse til os. Det var blevet moerkt og det var lit svaert at finde rundt i Las Tablas som byen hedder. Da vi var koert den forkerte retning gennem en ensrettet gade besluttede vi os for at standse paa hovedgaden hvor hotellet skulle ligge og finde det til fods. Det vise sig at vi hvde parkeret lige ud for hotellet, det havde bare skiftet navn siden Birgits rejsebog blev skrevet. Vi saa os lidt omkring i byen hvor folk sad helt ud til fortovskanten i ders gyngestole foran husene. Naeste formiddag saa vi kirken, som er en af de smulleste paa Las Santos, gjorde lidt indkob i et supermarked, og ved middagstid korte vi videre. Vi gjorde lidt ophol i halvoens stoerste by hvor vi ogsaa besoegte kirken foer vi begav os tilbage til hovedvejen og videre vestpaa. Vi spiste frokost paa en lille landevejskro/skur med lidt borde og stole foran. Det var som de fleste steder kylling og ris og kosted bare et par $. Vi gjorde ophol i endnu en stor by da jeg traengte vaeldig til kaffe. Der var en lang hovedgade med store overfyldte og rodede butikker hele vejen op ad gaden og saa stod der paa flere gadehjoerne kaempestore hoejtalere som forsoegte at overdove hinanden. En frygtelig larm, saa det var med at komme vaek defra.

Da vi igen var tilbage paa landevejen gik det op for os at vi havde mellem 2 og 3oo km tilbage inde vi naaede Boukete hvor vi havde bestilt vaerelse paa et lille hotel helt ned til floden hvor Birgit har boet tidligere. Vi naaede frem ved 9 tiden efter at have koert et langt stykke paa meget daarlig vej med masse huller, og efter det blev moerkt kom der ogsaa en rigtig tropisk regnbye hvor man naesten ikke kunne se frem.

I Boukete var der orkidemarked. Det var en vaeldig tivoliagtig fest, hvor indianerne havde opstillet boder hele vejen rundt paa festpladsen. Vi saa paa orkideerne, som var meget flotte. De stod i en hal hvor de var anbragt meget dekorativt i forskellige bede og flere af dem havde faaet praemier. Sa spiste vi kyllin fra en af boderne denne gang med friturastegte bananer af en type som naermest smager af meget melede smagsloese kartofler.

Vores vaerlse vendte ikke blodt ud mod floden men ogsaa festpladsen som laa lige ovre paa den ande side af floden, saa vi havde glaede af musikken, som var meget ensformig, hele natten.

Byen ligger meget hoejt og smukt saa temperaturen og fugtigheden er meget behagelig her. Derfor har en masse amerikanere og canadier koebt grunde og bygget pragtvillaer op af bjergsiderne. Vi gik en lang tur op ad bjerget om eftermiddagen og saa de mange kaffeplangager, og sukkerroer, og andre afgroeder som gror paa bjergsiderne og alle steder myldre det med blomster. Flittiglise gror vildt mellem kaffebuskene, og trompetplanter staar som hele traeer med store hvide eller lyseroede trompetblomster. I dag gaar turen tilbage til David og op paa den anden side af vulkanen Baru (eller noget i den retning).

Jette