Tirsdag morgen puttede vi alle 6 vores rygsaekke og os selv ind I et gammelt skrummel af en russisk firhjulstraekker. Vores chauffoer Bataar smilede med sine skaeve oejne i sit runde ansigt og sagde “hallo, hallo – me: Bataar” og saa koerte vi derudad for at tilbringe 8 dage paa Mongoliets oede sletter.

Det blev en fantastisk tur! Jeg har set landskabet skifte hver eneste time, mens vi humplede og skrumplede afsted paa, hvad der I bedste fald kan betegnes som en grusvej. Jeg har set hoeje bjerge, flade sletter, gold oerken med sanddynger, groenne dale med de reneste klareste floder. Jeg har badet mine taer I den iskolde soe “white lake” mens Thue var mand nok til at kaste hele sit legeme ned I det klare vand, for at komme hvinende op igen sekundet efter.

Jeg har galoperet over sletterne med den varme vind i haaret. Jeg har staaet og stirret ud over de uendelige oede vidder ved siden af et gammelt skrummel af en russisk firhjulstraekker, der pludselig ikke ville koere mere. Jeg har med oejnene rettet mod himlen og hjertet i halsen styrtet afsted, for at kaste mig ud over kanten af en sanddynge og er landet bloedt og derefter have sand allevegne. Jeg er faldet i soevn til lyden af den knitrende ild i brandeovnen og er vaagnet op igen med kun en stivfrossen naesetip stikkende uden for soveposen. Jeg har ligget i moerket og lyttet til de smaa lams spaede kalden paa deres moedre, der straks besvares af faarenes lidt dybere bas-braegen. Jeg har foelt mig lillebitte og fanget i min lommelygtes lille lysstraele, naar jeg om natten var noedt til at bevaege mig ud fra den trygge ”ger” (filttelt) og ud i det buldrende moerke, hvor man kun kan bede til at ulve, hunde og andre beboere sover trygt.

Jeg har set vildheste – ensomme og i store flokke. Jeg har set unge drenge hoejt til hest, som de manoevrerer saa praecist, som var dyret blot en forlaengelse af deres egen krop, mens de genner store flokke af yak, geder eller faar hen hvor graesset er hoejest og groennest.

Jeg har spist faarekoed med ris, faarekoed med pasta, faarekoed med kartoffel – alle former for faar. Og alle former for yakokse - yakthe, yakyoghurt, yakmaelk, yakrisgroed, yakkarameller.

Jeg har levet taet paa det lokale, som har vist og fortalt om livet paa landet. Her starter dagen tidligt naar de fritgaaende koeer kommer hjem for at blive malket. Derfter gennes de voksne faar og geder ud paa graes, lammene bliver hjemme i folden. Om eftermiddagen lukkes lammene ud af folden og faarerne og gederne ind, for at blive malket. Saa faar lammene lov at vaere sammen med deres moedre i nogle timer, hvor de kan drikke det maelk der er tilbage. Om aftenen deles de igen: lammene ind i folden, faar og geder udenfor, hvor de kan staa og kigge ind paa deres lam – saa loeber de nemlig ingen steder.

Jeg har moedt Timbat, han er 15 aar og har vaeret i Singapore for at laere at tale engelsk – det er han god til. Han bor i Ulaan Baatar fordi han gaar i skole der, men han foretraekker livet paa landet hvor luften er ren, som han siger. Han faar gode karakterer og vil gerne vaere geolog eller medlem af regeringen i Mongoliet. Saa ville han aendre paa mange ting - isaer korruptionen. Han smiler sit kridhvide barnlige smil og viser os tryllekunster med kort, da jeg spoerger om jeg maa tage et billede stille han straks et barsk John Wayne ansigt op, han er maegtig tilfreds med resultatet og spoerger om jeg kan sende billedet til hans faetters email adresse, det lover jeg selvfoelgelig.

Sarah moeder jeg i den lille by ”Tsetserleg”. Hun er 23 aar. Hun har lange kunstige oejenvipper, masser af make up og en bluse med smaa tegneseriefigurer paa. Hun har studeret oekonomi og droemmer om at faa et job i en bank. Lige nu arbejder hun paa et guesthouse, hvor vi tog ind for at spise noget andet end faerekoed en enkelt aften. Sarahs far er kineser, det er en stor skam for hende og hun har hele sin barndom forsoegt at holde det skjult for sine kammerater. I Mongoliet hader alle kineserne. Sarah har vaeret uden for Mongoliet paa en enkelt tur til Kina, hun syntes det var helt fantastisk. Hun vil gerne giftes, men ifoelge Sarah laver alle jaevnaldrende mongolske maend ikke andet end at drikke og saadan en mand vil hun ikke have, saa hellere vaere ugift. For som hun siger; mongolske piger skal jo gifte sig med mongolske maend – saadan er det bare.

I Tsetserleg bor vi hos en dame, som har en ger i sin baghave til turister. Hendes soen baerer moejsommeligt spande med vand op ad en lille stige og fylder dem i en vandbeholder, der er tilsluttet en intermistisk bruser, saa vi kan faa os et tiltraengt bad.

Tilbage paa sletten moeder vi oerne i mange stoerelser og masser af smaa dyr, der ligner en mellemting mellem en mus og en hamster. Vores hollandske venner filmer paa livet loes med deres videokamera og laerer os at sige ord med rullende r-er.

Vi fryser om natten og sveder om dagen, vi forsoeger at kommunikere med de lokale og med vores chauffoer – det er ikke let, men der bliver grinet meget og vi vandre uforstaende tre gange rundt om de mange bunker af helligt ragelse som vi moeder paa vores vej.

Mongoliet er kaempe stort, her er goldt og oede, fodigt og groent, beskidt og stoevet, smukt og dejligt – fyldt af kontraster. Her er der meget lidt der fungerer, maden smager i bedste fald udemaerket og i vaerste fald helt forfaerdeligt, her er mange, mange smil og beskidte boern med skaeve oejne og roede kinder, her er ubegribelige vider og uendeligt hoejt til himlen – her er helt fantastisk.