Vi ankom til Mongoliets hovedstad Ulan Bataar tidligt om morgenen. Paa stationen blev vi moedt af mange som gerne ville tilbyde os et guesthouse eller forskellige ture vi kunne komme paa. Faelles for dem var at de havde en overraskende venlig og ikke irriterende insisterende maade at forsoege at saelge noget til os paa. Saa det var en positiv ankomst. Vi blev hentet af UB guesthouse, hvor vi havde booket et vaerelse. De andre havde booket andre steder i byen saa vi aftalte at moedes naeste dag paa en restaurent der blev anbefalet i Lonely Planet.

Ulan Bataar skulle vise sig at vaere som storbyer er flest i fattige lande. Stoevet og fuld af fuldstaendig kaotisk trafik. Her gaar lasede tiggere side om side med labre damer i hoeje haele og fuld makeup samt unge fyre med smarte solbriller og dyre mobiltelefoner. Her er masser af rygsaekrejsende og masser af internetcafeer, der pralende reklamerer med high speed – hvilket de bestemt har en ganske anden definition af end hvad os. Lige nu sidder jeg selvfoelgelig paa en af dem og der er netop ankommet to munke, som har sat sig ved computerne ved siden af mig. De er altid klaedt i moerkeroedt og orange, de har barberet deres haar af og saa er de altsaa aabentbart ogsaa online :-)

UB Guesthouse er som hostels er flest: hektisk, slidt og pakket med unge mennesker paa rygsaekrejse. Det er meget, meget og sjovt nemt at komme i snak med andre rejsende fra hele verden. Vi er nogle af de ganske faa der ofrer ”hele” 16 dollars paa at faa vores eget private vaerelse, det er udemaerket – saa er morgenmaden ogsaa inkluderet.

Vi fandt en rigtig god kinesisk restaurant hvor vi spiste sammen med de andre, her spiste vi mange, mange dejlige retter for ca. 20 kr. pr. mand. Her i byen foretraekker vi kinesisk elle koreansk, saa kan vi nemlig faa lidt afveksling fra faarekoed.

Byen er lidt som at vaere i Afrika igen – bortset fra at de lokale ikke er sorte men asiatiske og saa er der en del, der stadig har en ger (filttelt) i deres baghave, hvilket man vist ikke finder andre steder. Her er tiggerboern og gadedrenge, jeg delte min frokost med at par stykker af dem. Vi diskuterer lidt om man er med til at holde dem i tiggerollen ved at give dem noget, men mit bloede pigehjerte synes nu det er synd for boernene hvis de er sultne – ogsaa selvom de fleste helt sikkert selv har valgt gadelivet og har andre alternativer. Der bor naesten en million mennesker i Ulan Bataar og de har kun ca. 20 registrerede relle gadeboern, hvilket jo er meget godt klaret af et saa fattigt land som Mongoliet.

I aften skal vi ud og spise farvel middag med vores Hollandste venner. I morgen har vi planer om at besoege byens kloster og om aftenen stiger vi igen paa toget for at ankomme til Beijing den 1. juli. Det bliver spaendende at opleve Kina og vi glaeder os!