Namaste! Saa er vi landet i Nepal mellem sneklaedte bjergtoppe i Kathmandu dalen. Vi bor i turist bydelen Thamel, hvor der er virkelig gang i den i de smaa kringlede gader. Folk vil meget gerne saelge os kuloerte troejer, filtfutter, trekkingture, hash og blokfloejter hele tiden. Vi havde jo planlagt at komme til Nepal netop nu, hvor regntiden er slut, saa hvorfor */@?!8? regner det saa hele tiden? Foerste dag havde vi solskinsvejr, men nu er vi fanget i Thamel paa en netcafe. Fortsaettes i godt vejr!

Det blev heldigvis kun til en dag med regn. Nu skinner solen og her er igen bage-varmt! jubiiiii

Kathmandu er den mest mærkværdige by vi nogensinde har været i. På en smuttur ned ad de små skæve gader er stort set alt er underligt og fremmedartet. Templer med statuer smurt ind i offergaver, slagteren har en stak kødklumper bredt ud på et lagen midt på gaden, gaderne ligner bombekratere, trafikken er tæt af motorcykler, vilde hunde, små taxaer og farverige cykel rickshaws, en liflig duft af sved, pis, røgelse og krydderier fylder luften, luften er tæt af ledninger på kryds og tværs af gaden, skrald, døde og levende rotter i krogene og meget kulørte nepalesere over det hele.

Den nepalesiske kalender er spækket med underlige religiøse helligdage. Det fandt vi ud af allerede første dag da vi måtte kline os op af husmurene da der pludselig kom et optog af mænd i masker og elefantkostumer hujende ned af gaden. Vi var så heldige at være i byen under festivalen, det eneste tidspunkt på året hvor Kumari, den levende gudinde, kommer udenfor sit hus, der ligger midt på byens torv. Kumari er en lille pige på 9 år, ved første gang hun bløder går hun på pension og de skal finde en ny levende gudinde. Flere timer i forvejen satte vi os tilrette på trappen op til et af templerne på torvet og ventede imens pladsen først blev fyldt og bagefter proppet med feststemte nepalesere. Endelig blev hun båret ud og løftet op i en gigantisk trækærre og sat i sin tronstol i midten, omringet af vagter. Der lød et ordentligt brag da trækærren med de mandshøje hjul satte i gang, trukket af en mindre hærskare af mænd, og trillede ud på torvet der var et stort jubelkaos. Herfra blev kærren i timevis trukket rundt gennem byens gader der var tætpakket af tilskuere. Vi opgav at gå samme vej hjem (i hælene på kumarikærren) og fulgte i stedet med mylderet af mennesker igennem en labyrint af små gyder for at finde en genvej. Tilbagevejen blev et eventyr i sig selv og da vi endelig kom ud af mylderet kom en ældre herre klædt i gult med langt gråt skæg og maling i hele hovedet glædestrålende hen og prikkede os med rød maling i panden med sin pegefinger. Så stak han hånden frem: ”200 rupees!”. Han er saddhu, en hellig mand, men tit er de mere optaget af at tjene penge på turisterne end på at være hellige. Han fik 20 i stedet.

Vi endte med at skifte hotel 4 gange her i byen. Enten var larmen fra gaden for høj eller sengen for hård. Enten kan nepalesere godt lide knaldhårde senge eller også købte hele byen madrasser samlet i 1958 og har ikke skiftet dem siden. Man skal også være snydeheldig for at finde et sted, hvor der både er elektricitet og varmt vand på samme tid. En gang imellem slukker byen for al strømmen for at spare. Sekundet efter går alle butikkerne og restauranternes små spruttende generatorer i gang og hele byen lyder som indersiden af en knallert.  

Vi lejede en bil med chauffør for en dag for at komme rundt og se nogle af byens største helligdomme. Vi var efterhånden ved at rive hovedet af receptionisten på vores guesthouse da ”5 minutes!” var blevet til halvanden time og der stadig ikke var skyggen af nogen bil. Vi købte ikke rigtig forklaringen med at han bare lige var på tankstationen, men da han endelig kom og vi trillede rundt i byen og selv så køerne til tankstationen kunne vi bedre forstå det. 1km motorcykelkø på den ene side og 1km bilkø på den anden, begge køer står stille, det kan tage 5 timer at få benzin på og man må kun tanke en lille ration hver gang. Det er Indien der har lukket for forsyningen. Dagens første stop var Swayambhunath, et buddhistisk tempelkompleks på en bakketop i udkanten af byen, kendt for at have den mest kraftulde stupa på jorden. Den stammer tilbage fra 400 e.kr. og ligner mest af alt en gigantisk isdessert. Fra toppen skuer Buddhas øjne mistroisk ud mod alle 4 verdenshjørner. Lidt svært at finde indre ro heroppe, for templet kaldes også ”Monkey Temple”, og det vrimler med aber over det hele. Aberne er hellige pga. abeguden Hanuman, men har en ualmindelig dårlig opførsel alligevel. Bagefter gik turen til Bodhnath, en af verdens allerstørste islagkager. Der ligger over 30 klostre omkring stupaen og det vrimler med pilgrimme, munke og turister der alle traver samme vej uret rundt om den. Stupaerne er ligesom i Mongoliet og Thailand massive, indeni gemmer sig guld, hellige skrifter og relikvier af Buddha eller andre hellige mænd. Fra stupaens top spænder utallige ranker med kulørte bedeflag ud til alle sider af pladsen. Det er vældig smart, for de er påtrykt bønner så vinden gør alt arbejdet for en. Buddhister og hinduer lever side om side i fred og fordragelighed i Nepal. Tæt på Bodhnath ligger Pashupatinath, et af hinduernes vigtigste templer. Nede ved floden brænder de de døde, så deres sjæle slipper for flere genfødsler. Det er nok det største kulturchok vi har fået undervejs. Der var godt gang i bålene da vi kom, der lå lig klar svøbt ind i orange klæder, det vrimlede med folk, hellige mænd smurt ind i aske eller maling, køer, nøgne drenge der badede i floden der flød med offergaver og underlige medicinmænd der blander pulvere, urter og ting vi ikke ville vide hvad var. De mest mystiske steder var, heldigvis, forbeholdt hinduer.

Dagens sidste stop var Patan. Kongeriget blev delt i 1492 i tre dele, en til hver prins, som fik hver deres hovedstad, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, der ligger klods op af hinanden. På torvet væltede unge lokale mænd over hinanden for at tilbyde os en guidet tur. Marie blev i stedet overtalt af en ung dame til at få lavet en stor henna tatovering på den ene skulder. Det blev vældig underholdende, for et øjeblik efter stod der en kødrand af nepalesere i alle aldre omkring os der nøje fulgte tilblivelsen.

Vi kommer alligevel ikke til Tibet i denne omgang, øv! Først var der besvær med de kinesiske myndigheder, men det endte med at være flybilletter hjem fra Lhasa der var umulige at skaffe. Vi krydsede fingre og krøllede tæer til sidste øjeblik. Heldigvis har vi udtænkt en genial plan B og får meget mere af Nepal at se.