Folk springer af og på imens bussen kører og den ene af de to buskontrollører, en dreng på 10-12 år, hænger skiftevis ud af den åbne dør og råber ”DHULIKHEEEEEEEL!!”, kravler rundt på siden og op på taget af bussen for at ordne bagagen. Vi er på vej til Dhulikhel med 1 guide, 1 stifinder, 2 kokke, 3 bærere og 5 dages vandretur foran os. Det virker lidt skørt i starten, at der skal 7 mand til at hjælpe os rundt på en lille vandretur i Kathmandu-dalen, men vi blev glade for det i længden, for vi to skulle ikke bære andet end en lille dagtursrygsæk hver. Netop som vi stod af bussen drønede en åben ladvogn forbi pakket med kampråb, røde flag og maoister på vej mod Kathmandu. Vi blev vi ført ned til en lille.. æh.. ”restaurant”, hvor vi blev fyldt godt op med nationalretten dhal bhat (ris med linsesuppe) og fik hilst på mandskabet. Dagens vandretur var kort, kun 3 timer, og endte på en bakketop hvorfra vi kunne se over til Namobuddha klostret. Vi var meget i tvivl om arbejdsfordelingen i begyndelsen, men den viste sig at være meget enkel: de laver det hele. Så imens vi sad og fedede den, satte de vores telt, deres telt, madteltet og toiletteltet op og gav sig til at kokkere for os (brusebadsteltet måtte vi desværre lede længe efter). Vi lå inde i teltet og dasede da vi pludselig kunne høre et eller andet komme galopperende mod teltet. Det var en horde af lokale unger og vi var ugens højdepunkt. De plukkede en hel blomstereng til os og fulgte nysgerrigt med i Maries fodbad. Desværre har der vist været tumpede turister her før os, for de troede vi var en omvandrende chokoladefabrik.

Næste morgen blev vi vækket med vaskebaljer, te og morgenmad på sengen. Om formiddagen travede vi ned i dalen og op til klostret. De var stadig i gang med at bygge klostret, sjovt at kigge ind i selve templet hvor de var i gang med at dekorere inventaret. Tæt ved ligger det helligste hellige, et ydmygt alter opbygget på stedet hvor en munk/konge/buddha engang ofrede sig selv til en udsultet huntiger så den kunne fodre sine unger. Der er en storslået udsigt over Kathmandu-dalen og Himalayas bjerge i baggrunden fra Namobuddha. Undtaget i tæt tåge som da vi var der. Så kan man ikke se så meget. Det er meget afvekslende og spændende at vandre ad de små stier i dalen. Gennem små landsbyer, over vandløb og floder, gennem skove, over marker. Overalt møder man folk på de små stier, altid belæsset med varer på ryggen. Til gengæld så vi ikke en eneste anden turist i de fem dage. Landskabet er frodigt og intensivt opdyrket på terrasser op af bakkerne, det hele foregår med håndkraft og de var godt i gang med høsten da vi kom forbi. 

Samme aften gav til sig til at regne og det gjorde det stadig næste morgen. Vi gik surmulende af sted, men da vi slog lejr til frokost på torvet i en lille landsby klarede det op og vejret var strålende resten af turen. Igen blev vi omringet af nysgerrige børn, og da vi skulle låne et toilet trak en af pigerne os gæstfrit helt med ind i stuen bagefter. Shristi viste os fotos af hele familien, spillede den nepalesiske nationalsang i ny funky upbeat version for os og viste os sin yndlings musikvideo på dvd. Mor og far var i Kathmandu for at købe ind til festivalen, men tanten fulgte genert og nysgerrigt med gennem vinduet. Shristi går på privatskole og er ret god til engelsk. Her blev der ikke tigget chokolade, men pigerne var ret vilde med at blive fotograferet i alle tænkelige opstillinger. Udover te blev vi også tilbudt at få en lille pige med hjem til Danmark. I løbet af eftermiddagen vandrede vi længere og længere op i bakkerne og endte med at slå lejr på en af toppene igen. Udsigten herfra var fantastisk og for første gang i disse dage kunne vi skimte de sneklædte bjergtoppe mellem skyerne. Hver aften får vi serveret 3 retter fra kokkens indisk/vestlige fusionskøkken og vores guide, Gelu, kommer forbi og sludrer med os over en kop te bagefter. Nepal er både politisk, kulturelt og religiøst et uhyre kompliceret puslespil, så det er fedt at kunne spørge løs. Han er selv af sherpafolket, der bor i bjergene omkring Mount Everest, buddhist, gift og ikke meget for maoisterne i Nepal. I begyndelsen hjalp de især den fattige befolkning i bjergene, men nu risikerer de lokale at blive kidnappet og tvunget ind i maoisternes hær. Hvis de flygter hjem bliver de straffet af hæren for at være maoister, flygter de tilbage til maoisterne bliver de henrettet som desertører. Resten af mandskabet holder sig helst for sig selv efter en lang dag med tung oppakning. At være bærer for turister er heldigvis noget lettere end de normale bærerjobs i Kathmandu hvor de bærer op til 150kg på ryggen. Kokken har trukket det længste strå og bærer kun vores 20 kilos rygsæk, lystigt og storsmilende. 

Vi vågnede op til et fantastisk skue næste morgen. Skydækket var forsvundet og alle de sneklædte bjergtinder tårnede sig op højt over bakkerne langs horisonten. Den sidste dags travetur blev den mest strabadserende, igennem tæt skov og buskads op ad den højeste af bakkerne i dalen, Phulchoki (2765m). Der ventede ingen belønning i form af storslået udsigt fra toppen, for den var afspærret af militæret. Et skilt advarede venligst om at undgå bevægelser mellem kl 17 og 6, så man ikke risikerede at blive skudt. Til gengæld snoede der sig en dejlig regulær grusvej ned ad bakken. Det synes mandskabet til gengæld gik alt for langsomt, så vi skød genvej på tværs ned mellem S-kurverne ad små stejle uhyggeligt glatte stier. Vi var totalt Bambi på glatis imens bærerne ikke havde nogen problemer med at spurte ned ad skråningerne i badesandaler med 30 kilo bundet om panden. Midt på eftermiddagen nåede vi Godawari, hvor vi fik lov til at slå teltene op i en park bagved skolen. De bruger ikke så meget det der med hegn i Nepal, så en flok nysgerrige køer travede tværs gennem lejren og snusede nysgerrigt til telt og rygsække. Om aftenen havde kokken bagt kage med glasur og lys i som afskedssalut. 

Sidste dag var vandreturen kort, ca. 100 meter hen til bussen der kørte os tilbage til Kathmandu. Efter fem dage i marken var vi glade og godt brugte.