I Hong Kongs lufthavn viftede vi forgaeves med vores hjemrejsebillet fra Indien til Danmark. De ville ikke lade os komme med flyet uden en returbillet ud af Filippinerne, saa vi havde lige en halv times tid til at finde ud af, hvor vi vil hen efter Filippinerne og hvornaar og koebe billetterne til overpris i lufthavnen. Lidt gnavne steg vi ombord paa flyet og faa timer senere landede vi i Manila. Vi havde fra alle sider hoert at Manila ikke skulle vaere saerlig rar, saa vi har mest brugt byen som base mellem vores ture til oeerne.

Vi havde paa forhaand booket en nat paa det sagnomspundne Manila Hotel, som ogsaa soergede for at hente os i lufthavnen. Chauffoeren var en flink fyr og fortalte os om byen imens vi koerte langs havnefronten til hotellet. Stemningen paa Manila Hotel dufter ganske rigtig stadig af de gamle kolonitider. Isaer den enorme lyse lobby med kaempelysekroner og hvidklaedte tjenere. Fra vaerelset havde vi en flot udsigt over havnen med krydstogtskibe og havnefront til den ene side og containerterminal til den anden. Vi gik en tur ned i centrum for at finde Coco Beach's kontor og fik egentlig bekraeftet Manila blakkede ry. Byen blev soenderbombet under 2. verdenskrig. I 1976 samlede man 17 forstaeder og skabte derved en storby - Metro Manila. Trafikken er kaotisk, men det ligner ikke umiddelbart et centrum eller en storby. Hoejhusene rager i vejret, men imellem dem er det hele meget rodet og halvsuspekt. Det er en barsk by, der er en del gadeboern og familier der lever paa gaden. Efter 2.verdenskrig var der ingen form for offentlig transport, men et par kvikke lokale fandt ud af at forlaenge og ombygge de militaerjeeps amerikanerne havde efterladt. Idag bygger de bilerne lokalt og de er alle vidt forskelligt og vildt underholdende udsmykket, saa der er i det mindste kuloer paa trafikken.Senere paa aftenen gik vi ned i hotellets bar, hvor der skulle vaere live jazz. De spillede godt, men mest ABBA, der jo ikke ligefrem er avantgarde jazz. Tilgengaeld lavede de ganske forfaerdelig taakrummende underholdning imellem numrene. Alle gaesterne blev velmenende enkeltvis budt velkommen fra mikrofonen paa scenen og fik en lille plat og ydmygende vits med paa vejen afsluttet af en trommehvirvel. Toppen var da Marie tog et billede af bandet med blitz midt under et nummer, for de stoppede musikken oejeblikkeligt og gav sig til at posere for kameraet foer de spillede ufortroedent videre igen "...Waterloo! Couldn't escape if i wanted to".

Anden gang vi kom til Manila var paa vej fra Mindoro til Bohol. Vi fulgtes med Soeren og Mathias til deres hotel. Her fik vi lov til at efterlade vores baggage og brugte dagen til at finde et par flybilletter, gaa paa netcafe og shoppe lidt. Lige midt i centrum ligger stormagasinet Robinsons, som er en helt anden verden end byen undenfor. Det var som at gaa direkte ind i Lyngby storcenter, bare meget stoerre. Om aftenen fandt vi en kinesisk restaurant sammen med Mathias og Soeren, hvor vi kunne pege paa fisk i akvarier udenfor og selv vaelge tilberedningen. Det er jo sjovt. Bagefter tog vi til bydelen Makati taet paa centrum, hvor Birgit og Soeren fra Coco Beach havde vaeret saa uendeligt gaestfrie at lade os overnatte i deres lejlighed. Birgit deler en penthouselejlighed med en kollega, Susanne, i et fint hoejhus og havde efterladt en noegle til os hos vagten. Det var jo ren luksus efter Talipanan Beach, og der var en flot udsigt over byen fra vaerelset da vi ankom sent paa aftenen. Makati er meget anderledes end downtown Manila, meget mere velorganiseret og moderne. Det minder egentig mere om en storby derude. Dagen efter gik turen videre til Bohol med fly fra Manila.

Tredje gang vi kom til Manila noed vi endnu engang Birgit og Susannes gaestfrihed. De bor taet paa et kaempestort luksus indkoebscenter Green Belt  1-4, som bestaar af 4 storcentre der er bygget sammen til 1, saa det er virkelig stort. En stor del af centret bestaar udelukkende af utallige smarte restauranter skulder om skulder. Alle meget indbydende med vidt forskellige koekkener, men ogsaa en helt anden maade at gaa ud og spise paa end vi er vant til hjemmefra. Ellers har det filippinske koekken ikke vaeret den store oplevelse. Retterne er simple og ikke saerlig krydrede. Men vi rodede os heller ikke ud i specialiteter som svineindvolde i svineblod eller halvt udrugede andeaeg. Det er til gengaeld superdejligt at man overalt kan faa friskpresset juice i alle afskygninger.

Dagen efter tog vi alle fire ind til kvarteret omkring Quiapokirken, hvor vi havde hoert der skulle vaere et spaendende marked. Der var ingen gudstjeneste i kirken, men den var alligevel stuvende fuld. Kirkerummet var som en kaempe hal. Det var spaendende at opleve hvordan filippinernes ansigtsudtryk aendrede sig naar de gik ind i kirken. De er normalt meget smilende og livlige, men stod nu alle stille, alvorlige og taenksomme. Bagefter gik vi gennem en kaotisk gade med et madmarked, hvor smaa boern flintrede rundt og forsoegte at saelge plasticposer. For enden fandt vi under en bro markedet for brugskunst, men desvaerre ikke de lamper vi ledte efter. Birgit forsikrede os dog om at vi nok skulle faa vores shoppelyst styret i Thailand.

Det blev et lidt soergerligt farvel til Manila: Taxaen, der banede sig vej gennem den moerke aften mod lufthavnen, blev omringet af gadeboren, der flintrede hen over de 4-sporede veje for at tigge penge ved bilruderne – doedfarligt for boernene! Vi kunne egentlig godt lide at vaere i Manila, men det massive indtryk af fattigdom og elendighed vi fik af de mange barfoede gadeboern og de desperate blikke i de unge moedres oejne, naar de stod med deres noegne babyer paa armen og tiggede ved de riges hoteller og rastaurenter, var naesten ikke til at baere.