Fulde af forventning tager vi fredag aften metroen til banegaarden. Der er tre banegaarde ved siden af hinanden, saa det tager en del tid at finde det rigtige spor! Paa togstationen falder vi i snak med et hollandsk par, Harm og Myrthe, der boede paa samme hotel som os. Flinke folk og det viser sig at de skal bo i kupeen ved siden af os.

Jernbanen har 3 forskellige ruter, den transsibiriske gaar til Vladivostok, den transmanchuriske gennem Manchuriet og den transmongolske rute som vi foelger gennem Mongoliet til Beijing i Kina. Det er ogsaa den mest populaere viser det sig. Saa istedet for at skulle dele kupe med russisk godtfolk (hvad vi havde baade frygtet og glaedet os til), er stort set hele toget proppet med turister, og vi deler kupe med Antoine, en meget underholdende franskmand. Antoine havde bestilt en 1. klasses kupe, hvor man sover alene og deler bad med een anden kupe. Istedet skal han paa 2.klasse dele kupe med os to og bade i en haandvask paa gangen sammen med resten af vognen, saa han truer skiftevis det kinesiske togpersonale med at melde dem til sin ambassade og sit rejsebureau med at ville have hele turen refunderet. Han er, inspireret af Jules Verne, netop startet paa sin egen jordomrejse paa 88 dage.

Togets restaurantvogn er et kapitel for sig. Toget er knap en kilometer langt, saa det er noget af en gaatur derhen. Menukortet viser et stort udvalg, men den tjeneren forklarer bestemt paa russisk at der kan vaelges mellem koed, kylling og fisk. Hun ligner noget fra en gammel skraekfilm, tror aldrig hun har vaeret udenfor toget. Maden er heldigvis bedre end vi havde frygtet. I restauranten moeder vi et andet hollandsk par, Erno og Chantelle. Ligesom os og de to andre hollaendere har de ogsaa sagt deres gode job op for at rejse rundt, men de har et helt aar til det og skal ogsaa til Australien og Sydamerika.

De kinesiske togkonduktoerer er flinke, forstaar ikke et ord engelsk, men soerger for at faa os ind i toget hver gang inden det koerer. En enkelt gang er det dog lige ved at gaa galt. Toget stopper mens vi alle sidder i restaurantvognen, og Marie vil alene ud og tage et par billeder. Pludselig koerer toget videre og jeg kan ikke finde Marie i togets forreste del, saa jeg styrter tilbage gennem toget for at se om hun skulle vaere staaet paa i vores vogn. Det er hun ikke saa jeg proever febrilsk at forklare konduktoeren at Marie ikke kom med toget. "I'm sorry.." - "You're sorry?! You lost my wife in the middle of Siberia!". Saa kommer Marie heldigvis loebende, hun var bare staaet paa toget i farten, og nu er vi kendt af alle passagererne der smiler og klapper af os:-)

Dagene i toget smelter sammen. Vi havde laest en del om hvor uendelig lang og ensformig togturen ville vaere, men tiden flyver afsted. De fleste timer bruger vi paa at hygge os sammen med de andre med oel, kiks, vodka, spil, nudelsuppe og rejseplaner. Chantelle og Erno har indonesiske roedder, saa vi lokker tips fra dem til vores senere rejse. Toget stopper 20 minutter ved hver station. Det giver tid til at koebe ind hos de russiske husmoedre der staar linet op langs toget. Udvalget bestaar gerne af bajere, indbagte poelser, indbagt kaal (smager ikke saa godt), groentsager fra kolonihaverne, toerret fisk og vodka.

Fra Moskva aendrer udsigten sig hurtigt fra by til land. Det minder om et forstoerret dansk landskab - meget fladt. De endeloese birkeskove begynder imens toget skrumler igennem Sibirien. Der er mere befolket end jeg havde troet, smaa landsbyer dukker op hele tiden. Husene er faldefaerdige graabrune traehuse med kuloerte vinduesrammer. Hyggelige kolonihaveomraader fra Sovjet tiden. Industriomraaderne er enorme og ligesaa slidte.

Vi gaar tidligt til ro aftenen foer vi naar Irkutsk for at vaere vaagne naar vi koerer langs Bajkal soeen. Vi har vaeret meget i tvivl om vi skulle stoppe ved soeen for at vandre et par dage rundt med guide og sove i telt. Soeen kaldes Sibiriens Blaa Oeje og skulle vaere et enestaende naturfaenomen. Det er baade verdens aeldste og dybeste soe med en overflade paa stoerrelse med Belgien. Men vi aergrer os ikke saerlig meget da vi koerer forbi soeen i regnvejr og taage tidlig morgen. Det er saa taaget at vi ikke kan se den anden bred, saa det foeles som at koere paa kanten af et hav. Paa stationen i Sljudanka koeber vi roeget omul, en lokal specialitet. Det hjaelper naar den bliver skyllet ned med vodka, saa alle er halvstive og i straalende humoer igen kort tid efter og alle falder i soevn igen i en fart. Det siger ikke saa lidt, for sengene i toget er elendige. Den ene aften glemte jeg at drikke mig smaaberuset og fik ikke sovet et sekund hele natten.

En af grundene til at vi valgte den transsibiriske jernbane var at faa en fornemmelse af Ruslands og Sibiriens stoerrelse. En sidegevinst var at slippe for jetlag. Toget koerer gennem 5 tidszoner paa sin vej, men viste sig at opretholde Moskvatid helt til Mongoliet. Meget forvirrende, for det begyndte at give en del rod med solopgange midt om natten og solnedgange om eftermiddagen. Saa vi undgik ikke at blive smaekforvirrede, men det er da praktisk selv at kunne vaelge hvad klokken er.

Toget stoppede i 3 timer ved graensen til Mongoliet. Vi er blevet helt afhaengige af den evigt skiftende udsigt, for ventetiden synes uendelig. Stemningen er trykket, for der gaar mange historier om de russiske toldere, konfiskering af penge og skjult smuglergods i kupeerne. Historierne kommer til deres ret da 4 australiere bliver tilbageholdt ved graensen, deres visum er overskredet og de kan ikke faa det forlaenget der. Saa de bliver sat af toget midt om natten og maa proeve at komme paa et tog i en anden retning for i en anden by at faa forlaenget visum til Rusland for at kunne komme ud af Rusland. De slap heller ikke saerlig godt fra at proeve at bestikke tolderne.

Der bliver festet med vodka, kaviar, champagne, oel og vodka den sidste nat i toget. Antoine skal videre til Beijing, men det har vaeret skaegt at foelges med de 4 hollaendere, saa vi aftaler at moedes paa en belgisk cafe i byen naeste dag for at se om vi skal foelges ad paa en tur rundt i Mongoliet.

Turen var lang, men foeltes kort. Vi fik Sibiriens ufattelige stoerrelse ind under huden ved at koere gennem dets mange landsbyer, store vidder og enorme birkeskove, over dets bjerge og brede floder. Da vi vaagner den sidste morgen har landskabet aendret sig radikalt fra Rusland til Mongoliet. Birkeskovene er afloest af store stepper med bjerge i horisonten og de russiske traehytter er afloest af filttelte spredt rundt i landskabet.