Lørdag den 19. februar

Morgen i Ashhurst og vi sover sørmehelt til kl 5 i dag. Gill laver en 'full breakfast' til alle: rørægpå toast, bacon, stegte champignons og hash browns (kartoffelkager).Dejligt.

Vi kører en tur til Feilding for atbesøge Anja, Kim, Sarah og Lucas. Også hyggeligt at se dem igen. Vispiser frokost og går en tur hen i den lokale park hvor der spillescricket i sommervarmen. Hen mod aften vender vi den lille grønne bilmod Ashhurst igen og vi pigerne er glade for at se deres venner Evaog David igen. Aftenen byder endnu engang på Gill's fantastiskekokkeevner og god newzealandsk hvidvin en masse.

Søndag den 20. febuar

Der er marked i lille Ashhurst og vimødes inden med min anden veninde Jill og hendes 2 drenge Lachlan ogCallum og sammen går hele flokken derhen. Det er et ganske lillemarked med hjemmelavede ting og et 3-mands band der spiller, hvorafRains far Phil er den ene. Sarah og Rain for hurtigt øje påhinanden og jeg på Rains mor Sharon som går rundt med lillebrorPerry på armen. Noget hjemmevante føler vi os når vi i sådannesituationer bliver ved at møde folk vi kender.

Efter markedsturen følges vi med Jillog drengene op til en gård på Saddle Road ved Ashhurst, hvor Jillsmand Adrian er med i en slags motorcykel cross, der kaldes 'trials'.En rigtig mandhørmer sport som efter min mening ikke gør meget forNew Zealands 'clean, green' image...... Men sejt ser det ud når enaf gutterne kører sin motorcykel opad en meget vertikalt udseendejordvold. Vi klatrer lidt rundt ved et lille vandløb, spiser Jillsmedbragte, hjemmebagte scones og sludrer med hinanden.

Om aftenen står den på turens førsteBBQ og det er lige til at holde ud at sidde på terrassen med udsigttil the Ruahine-bjergkæden, spise hjortkød og drikke godnewzealandsk hvidvin til. Børnene fordriver tiden med at bade i denlille svimming pool, sidde oppe i Callum og Lochies træhytte oglytte til Lauras medbragte CD med hendes yndlingsmusik på.

Mandag 21. februar

Der er ivrig aktivitet framorgenstunden mens Walcroft familien gør sig klar til at komme påarbejde og i skole. Vi kan tage det anderledes roligt og det er op adformiddagen før vi får løsrevet os fra gårdens skønne udsigt ogdet dejlige vejr. Vi tager en lille runde i Palmy, møder Bellas morSarah på arbejde i cafeen i George street, går på biblioteket, entur i Bruce Mckenzies boghandel, spiser frokost på biblioteket ogringer til Claudia for at høre om hun har tid til et besøg. Det harhun og endelig møder vi så den lille Lea, som nu er 2 månedergammel – lige præcis i dag.

Lidt i 4 henter vi Callum og Lochie vedAshhurst skole og vi spiser en is i varmen inden vi kører tilbagetil farmen. Jeg laver spaghetti med kødsauce som aftensmad, hvilketvækker stor begejstring.

Tirsdag 22. februar

Endnu en rolig morgen i Pohangina hvorvi nyder udsigten og det dejlige solskinsvejr.

Vi kører ind til byen og spiserfrokost inden vi udforsker det nyligt udvidede 'The Plaza' – etkæmpe shoppingcenter. Pigerne har hørt fra deres venner at der eren helt fantastisk butik med alt i blyanter, penalhuse, viskelædereog andre seje ting til skoletasken. Så der må vi også hen –'Smiggle' hedder den og det lykkes at få klaret et par gaver tilfætrene og kusinen derhjemme!

Om eftermiddagen kører vi hen tilMegan og får en lille sludder inden vi henter børnene ved skolen –Lenny og Janis. Vi snakker lidt videre hjemme hos dem bagefter ogkører så hen til Lauras 'gamle' klaverlærer Susan. Laura får enspilletid til på torsdag, så det er jo bare fantastisk.

Vi spiser middag på cafe Cuba sammenmed Gill, Eva og David – yum. Bagefter en god stærk kaffe og lidtkage på 'Barristas' inden vi vender bilerne mod Ashhurst.

Der harværet jordskælv i Christchurch – et voldsomt et af slagsen, somhar krævet en del menneskeliv allerede. En sørgelig dag for NewZealand.

Onsdag 23. februar

Tid til at pakke vores ting sammen.Milly sætter vi i hendes lille hundegård, klapper Sky farvel ogbegiver os afsted til Massey University hvor jeg skal holde møde medDavid Mellor og Kevin Stafford, som begge arbejder med dyrevelfærdog er ledere af Masseys del af OIEs collaborating centre on animalwelfare. Med til mødet er også Amanda, Nicky og Miriam, som erMasters og PhD-studerende. Laura og Sarah sidder også med til mødetog det går fint nok. Efter et 3 timers møde spiser vi lidt frokostovre i MUSA kantinen og så går turen til College street school hvorvi mødes med Bella, hendes lillesøster Milly og hendes mor Sarah. Pigerne er vildt begejstrede for at se hinanden - Selena og Sarah ses og så igen under stor begejstring. Vi tager sammen med Bella til Lidosvømmehallen hvor pigerne boltrer sig en times tid inden vi findernoget at spise og kører hen til Iris og Shanes hus, hvor vi skalovernatte de næste dage. Børnene ser film og vi voksne drikker etglas vin inden det bliver sengetid for alle.

Dag 2: efter en lang sej flyvetur over atlanten, måtte vitil kræfter igen. Vi besuttede os derfor, at 2. dag skulle bruges i BeverlyHills, hvor der lå et shopping center med butikker så langt øjet rækkede. Deter ikke Lises første gang i Los Angeles, så hun havde allerede luret, hvor debedste shopping muligheder lå i LAX området, og ”Beverly Center” er til topkaraktér. Efter at have tilbragt 4 timer i centeret, var alle tøj stativerendevendt, skohylder gennemsøgt og solbrillebutikkerne afprøvet. Næste stop,Santa Monica. Der havde de et ”Street Walk” med dertilhørende butikker som ogsåskulle inspiceres. 

Kl 8 pm var der ikke mere tilbage i os, vi var startet kl 10am, og nu 10 timer senere, kunne hverken vi eller vores konti tåle en butikmere. Vi besluttede os derfor at tage på den legendariske ”in and out” som eren, tro det eller ej, Amerikansk fastfood kæde, på fod med Mc Donalds, dogklasser over.

Vi ankom til vores hostel kl 9 pm, ramte af jet lag, ømmefødder, mange penge fattigere, 4 burgers og en masse poser med diverse tøj/skoprodukter rigere, satte vi os til at spise og derefter faldt vi ganskeautomatisk i søvn.

Dag 3:

Vi vågnede kl. 7, og bestemte os for at tage i UniversalStudios. Morgenmaden skulle dog indtages først, og vi blev enige om at tage nedpå den legendariske Nicks Coffee Shop. Emil havde Lise med dertil for 4 årsiden, og dette var ikke glemt. Stedet er et rigtig lokal morgenmadssted påPico Blvd med masser af stamkunder. Her kan man få alt hvad hjertet begærer, ogalt smager godt. Der er lige fra omelet efter eget valg til gode club sandwich,dejlig juice, iste og god stemning.

En ekstra bonus var, at solen tittede frem for første gangsiden ankomst, og varmen kunne med det samme mærkes, da vi sad udenfor.

Det skulle nok blive en god dag.

GPSen blev indstillet til Universal, og efter første tur påen 5 sporet amerikansk motorvej ankom vi til Universal City.

Vi købte nogle specielle indgangspas, som betød, at vi kunnegå foran køen ved alle forlystelser. Det benyttede vi os straks af, og startedemed en 20 min forstilling med Shrek i 4D.

Da turen gik hjemad stoppede vi ind på Lala’s som var endnuen anbefalet restaurante. Ingen af os havde spist noget frokost så sulten varstor, og Lala’s skulle senere vise sig at være det rigtige valg. Igen kommerLises ekspertise til sin ret, da hun sammen med sin bror tidligere har spist pådenne ”lokal” beværtning.  30minutter efter ankomsten var vi begge 2 mavepiner rigere, og sulten var vidst tagettil Fiji allerede, den skulle vi lede længe efter, av av.

Dag 4:

Sidste dag i Lax blev brugt på at indhente det forsømte, desmå ting vi ikke havde shoppet, seværdigheder som ikke var scoutet, og demadsteder som endnu ikke var afprøvet.

Vi havde lejet en bil ved ankomst til lax, som skulle aflevereskl 7 pm,  biludlejeren lå ca 5minutters kørsel med shuttle bus fra lufthavnen. Derfor tog vi tidligt modlufthavnen for at spise vores sidste amerikanske fast food burger på et stedsom hedder ”In and Out”. Stedet er kendt for at lave de bedste fast foodburgere, og lige netop den resturant lå lige ud til start banen i lax lufthavn.Efter at have studeret flyene og prøvet at tage nogle gode billeder afleveredevi bilen og checkede ind hos Air Pacific, mod Fiji.

Vi skulle først flyve 11.30 pm og uret viste kun 7 pm, så erdet godt man har hinanden.

Dag 5:

Kl 5.30 am landede vi på Fiji. Efter en behagelig flyveturblev vi hentet af busser og kørt ud til vores hotel. Der skulle vi opholde ostil kl 1 pm hvor vi endnu engang skulle køres med bus, denne gang ud til havnenhvor skibet ventede på os.

Alt gik smooth og før vi vidste af det var vi alleredeindlucheret på vores værelse, champagne, jordbær og ja ren luksus var hvad dermødte os, alt er top nice og sengen er måske 80 gange bedre end den seng vi harsovet i de sidste 4 nætter, inklusiv vores ”flysenge/sæder”.

Der var en lille fælles velkomst om aftenen efter maden.Bortset fra det skete der ikke så meget, da størstedelen af passagerene led afmangel på søvn, da de var ankommet med samme fly som os.

Det skal siges at på dette cruise er der 180 passagere, ogdobbelt så mange til at varte os op, så servicen er top nice.

Skibet blev liggende ved kajen natten over og først kl 6 am,sejlede vi mod første stop, Malolo Island.

Hilsen Lise og Mads

PS. På grund af langsomt internet eller mangel på samme, går der lidt mellem vores beretninger. Dog bliver der ført logbog hver dag i word, så det er let at kopiere over på internettet. billederne må i derfor af samme grund også vente med, da det er næsten umuligt at smide bare 1 billede op på under 1 time.

PPS. Vejret sucks ikke mere.

Hej alle sammen!\nu er vi endelig landet efter en lang flyvetur med massr af ventetid! 

Turen gik fint herned, dog var vi meget traette efter en lang flyvetur til tokyo. Her ventede vi i 8 timer paa vores naeste fly mod New Zealand. Lige nu skal tiden bruges paa at slappe af og lige lande efter vores flyveturen.  Ingen af os har rigtig faaet noget ordentlig soevn her de sidste mange timer, saa vi er godt traette. Vi regner med at se lidt mere af byen imorgen og saa ellers nyde at der ikke er noget sne! Dog er det graat udenfor med masser af skyer! (desvaerre!)

Her en af dagene skal vi moedes med Tobias og Mads (fra Katrines klasse), som bor uden for Christchurch.

Forsaettelse foelger!

Mange tanker Katrine og Anna

Ps. Vi har det godt bortset fra Anna som er en smule forkoelet efter flyveturen!  

Jeg installerede mig hos Gavin og Amanda i fredags. Det eren helt anden bolgade. Deres hus ligger midt ude i skoven, en times kørsel fraMelbourne. Så snart man stiger ud af bilen lugter der af jordbund ogeukalyptustræer, hvilket mildest talt er en dejlig variation. Port Melbourne,hvor Cam og Rachael bor midlertidigt lygter af havsalt og smog.

Det gik op for mig, at jeg ikke havde været i deres hussiden for fire år siden, men jeg kunne straks genkende stedet. De har selvrenoveret det hele, bortset fra køkkenet, og det giver sådan et sjovt udtryk.Hvis man forestiller sig det fineste hotel, man kan (lad os sige Ritz ellersådan noget) og så et køkken fra en italiensk baggård, så har man nogenlunde enidé om deres hus. Og deres måltider svarer til et fransk menukort, mens derligger en hund og klør sig på ens fødder. Det er den skæggeste blanding. Omlørdagen blev min musikhorisont udvidet til at indkludere et band, der hedder”Little Birdy” og nej, hvor var det en længe ventet, super fed koncert.Tilsyneladende afholdt i en nyrenoveret kyllingestald omdannet til spillested.Prima. 10/10. Lige i øjet. Skal rådyrkes, når jeg kommer hjem.

Vi tog i biografen, tog på bar, på restautanter, påmotorcykel og hvad ved jeg. Det var herligt og jeg følte mig helt afslappet ogi mit element. Selvfølgelig blev familiesituationerne vendt på kryds og tværs.Siden sidst jeg var i Aus havde jeg helt glemt,  hvor kompliceret et familiemønster jeg hører med i hernede.Drama drama. Men det er ok, så længe jeg er velkommen, og det lægger Gavin ogAmanda ikke skjul på, at jeg er. Der er aldrig fare for pinlig tavshed, når jeger sammen med de to. Den sidste dag skulle de bagge arbejde, så jeg blev hjemmefor at få læst, men ”baghaven” var lidt for fristende. De har de mærkeligstedyr hernede, som jeg kun kan ryste på hovedet af. I virkeligheden er jeg jo nokbare et af dem. J

Dag 1

Vi tog afsted fredag formiddag. Gavin og Amanda kom og”hentede” os, og som sædvanlig var Gavin optimismens bannerfører, derforsikrede os, at stormvejret, som var blevet lovet i vejrudsigtens dagenforinden, ville drive over i løbet af ingen tid og efterlade os med enkystlinie i fuld sol. Det skulle hurtigt vise sig at være ren ønsketænkning.Det blæste som bare pokker på motorvejen, og da vi nåede havet kom den førstebyge. Vi var alle gennemblødte med det samme. Men udsigten var fantastisk. Detførste stykke er rene nålesving med bjerg på den ene side og antarktis på denanden (altså hvis man sigter direkte syd). Havde mine hænder ikke rystet affrost og manglende balance, ville jeg havde filmet noget af vejen, men jeg varlidt for meget en kylling den første dag. Heldigvis holdt min jakke og buksertæt, og Cams motorcykel er så bred som en sofa, så jeg lagde næsten ikke mærketil hvor mange kilometers dårligt vejre, vi rent faktisk kørte igennem.

Om aftenen trodsede vi regnen og fandt en lokal pub medsvejende palmer udenfor. Humøret var helt i top, og jeg nød virkelig Gavin ogAmandas uformelle attitude. Du godeste, hvor det varmede om hjertet at kunnelæne sig tilbage fra højtideligheden og bare sidde med sin øl og grine af gamleanekdoter.

Dag 2

Ind imellem to byger kørte vi op igennem en regnskov, der ivirkeligheden ikke er en rigtig regnskov og gik tur oppe i kronerne (der erbygget sådan nogle broer). Alene køreturen derop var helt fantastisk. Jeg måindrømme, at jeg var lidt nervøs for svingene, fordi blæsten dagen inden havdesmidt en masse våde nåle ud på vejen, som motorcyklerne var lidt udsatte for,men alt gik som smurt (bogstaveligt talt). Jeg var lamslået over så flot etområde det var og havde også været det over højderne, hvis det ikke havde væretfordi jeg ikke lider af højdeskræk. Træerne lugtede af mentol og havde deflotteste, næsten påmalede farver. Specielt var jeg meget fascineret af denmåde det ligner, at nogen har revet barken af i strimler og hængt den til tørrepå grenene. Derudover er deres breger enorme. Dem vi har derhjemme er babyer iforhold til her. De bliver nemt lige så store som palmer, og ligner den da ogsåtil forveksling. Det er som en helt anden verden (men det er det jo i pricippetogså).

Efter regnskoven tog vi viderened langs kysten og nåede De Tolv Apostle. Det regnede ikke så meget længere,men vinden havde virkelig fat i havet og piskede bølger op i flere metershøjde. Jeg har aldrig set noget lignende. Og så de der store kystklumper, somapostlene udgør. Det er et helt unikt syn i gule og orange striber, og jegkunne have blevet der i flere timer bare for at kigge. Og det viste sig, at dervar flere langs kysten end der bliver annonceret for turister. Og drybsten oghvad ved jeg. Helt seriøst noget af det flotteste, vilde natur, jeg nogensindehar set. Jorden var så unaturligt gul, at det mest af alt lignede abstraktkunst. Jeg var blown away!

Vi valgte at slå lejr efter etpar hundrede kilometer længere nede ad kysten og gjorde os klar til at findenoget aftensmad. Gavin og Amanda går begge meget op i god mad, så de havde heltstyr på, hvilke restauranter, der skulle undersøges. Men nej nej. Efter deførste 4 forsøg, måtte vi indse, at den lille by også selv var klar over densrygter om overdådig gourmet-muligheder, for alle nægtede at servere efter kl20.30 (hvilket uheldigvis var det tidspunkt, vi havde valgt at gå ud og spise).Da vi havde vandret fra restaurant til restaurant i tre kvarter, tyede vi itrods til take-away og en ordentlig omgang brok og latter over vores manglende held.I det mindte var selvskabet formidablet.

Dag 3

Den sidste dag gik udelukkende ud på at komme hjem. Vi havdelangt bedre vejr - oveni købet sol noget af vejen, og jeg nød bare at kunnelæne mig tilbage og slappe af. Det er det smukke ved ikke at have kørekort! Jegvar faktisk målløs over så hurtigt det gik. Amanda tvang os til at stoppeoftere end før, fordi Gavins motorcykel ikke er behagelig for passageren, såhendes ”røv var ved at falde af”, som hun sagde. Hvor var jeg glad for Cam’slænestol af et passagersæde. Kunne intet mærke. Heller ikke da vi på motorvejenlejede computerspil mellem bilerne – altså de der gamle spil, hvor manzigzagger for at komme hurtigt frem. Det var sindsygt fedt at blive ført afstedmed alt alt for mange kilometer i timen og virkelig mærke farten i forhold tilluften og asfalten. Jeg har det største bidmærke i rumpetten! J

Alt i alt en fantastisk smuk tur fuld af latter, adrenalinog uheldigt vejr.

Taget hele denne let bisare familiesituation i betragtning,er der ikke noget at sige til høfligheden. Den er pakket rundt om os allesamme, som madrester er det rundt om tvillingerne – som selvfølgeligt erundtagede, fordi de kun er et enkelt år. Høflige hilsner, høflige svar, høfligebemærkninger. Det meste af tiden har jeg bare lyst til at bande folk op ihovedet for at få en ærlig reaktion af forargelse. Eller overraskelse. Ellerfordømmelse. Bare et eller andet andet end høflighed.

Efter lidt skal det nok lette lidt, specielt med Cameron,men Rachael bliver jeg nok aldrig på humor med. Det er der lidt for mangeæggeskaller på gulvet til.

Én, jeg glæder mig til at møde igen, er Taylor. Min fætterpå 15 år. Vi kom virkelig godt og afslappet ud af det med hinanden de sidstepar gange, så jeg håber han kan blive et helle. Og så min onkel Gavin og hanskone, min tante, Amanda, som jeg tager op og besøger næste weekend. De plejer ogsåat være ret skuldertrækkende og ligeglade med manéerne. De ville nok ikke sigenoget til at jeg smækkede mudderstøvlerne op på sofabordet. Indtil da må jegstille dem udenfor fordøren og tage listeskoene på, inden jeg træder ind adenten Rachaels eller min farmor og farfars døre. Al den pli... Op i røven!!