Kaere alle.

Endnu en beretning uden billeder.

Fredag lejede Birgit og jeg bil for en uge. Det lykkes os at komme ud af Panama City inden fredagstrafikken blev helt fastlaast. Det var stegende hedt. over 35 grader, saa selv de fastboende klagede over varmen. Der er dejlig aircondision i bilen saa det var fint at koere. Vi koerte over broen mellem de to Amerikaer og videre et par hundrede km vestpaa hvorefter vi drede sydpaa mod Las Santos. Det er det omraade der er mest praeget af spanier. Husene aendrede ogsaa hurtigt karakter og folk sad paa smaa terrasser foran deres huse i gyngestole. Det saa vaeldig hyggeligt ud. Omraadet er ogsaa noget af det mest frugtbare i landet med meget kvaeg og landbrug. Vi koerte gennem flotte landskaber og smaa byer og naaede endelig frem til et lille hotel hvor Birgit havde bestilt vaerelse til os. Det var blevet moerkt og det var lit svaert at finde rundt i Las Tablas som byen hedder. Da vi var koert den forkerte retning gennem en ensrettet gade besluttede vi os for at standse paa hovedgaden hvor hotellet skulle ligge og finde det til fods. Det vise sig at vi hvde parkeret lige ud for hotellet, det havde bare skiftet navn siden Birgits rejsebog blev skrevet. Vi saa os lidt omkring i byen hvor folk sad helt ud til fortovskanten i ders gyngestole foran husene. Naeste formiddag saa vi kirken, som er en af de smulleste paa Las Santos, gjorde lidt indkob i et supermarked, og ved middagstid korte vi videre. Vi gjorde lidt ophol i halvoens stoerste by hvor vi ogsaa besoegte kirken foer vi begav os tilbage til hovedvejen og videre vestpaa. Vi spiste frokost paa en lille landevejskro/skur med lidt borde og stole foran. Det var som de fleste steder kylling og ris og kosted bare et par $. Vi gjorde ophol i endnu en stor by da jeg traengte vaeldig til kaffe. Der var en lang hovedgade med store overfyldte og rodede butikker hele vejen op ad gaden og saa stod der paa flere gadehjoerne kaempestore hoejtalere som forsoegte at overdove hinanden. En frygtelig larm, saa det var med at komme vaek defra.

Da vi igen var tilbage paa landevejen gik det op for os at vi havde mellem 2 og 3oo km tilbage inde vi naaede Boukete hvor vi havde bestilt vaerelse paa et lille hotel helt ned til floden hvor Birgit har boet tidligere. Vi naaede frem ved 9 tiden efter at have koert et langt stykke paa meget daarlig vej med masse huller, og efter det blev moerkt kom der ogsaa en rigtig tropisk regnbye hvor man naesten ikke kunne se frem.

I Boukete var der orkidemarked. Det var en vaeldig tivoliagtig fest, hvor indianerne havde opstillet boder hele vejen rundt paa festpladsen. Vi saa paa orkideerne, som var meget flotte. De stod i en hal hvor de var anbragt meget dekorativt i forskellige bede og flere af dem havde faaet praemier. Sa spiste vi kyllin fra en af boderne denne gang med friturastegte bananer af en type som naermest smager af meget melede smagsloese kartofler.

Vores vaerlse vendte ikke blodt ud mod floden men ogsaa festpladsen som laa lige ovre paa den ande side af floden, saa vi havde glaede af musikken, som var meget ensformig, hele natten.

Byen ligger meget hoejt og smukt saa temperaturen og fugtigheden er meget behagelig her. Derfor har en masse amerikanere og canadier koebt grunde og bygget pragtvillaer op af bjergsiderne. Vi gik en lang tur op ad bjerget om eftermiddagen og saa de mange kaffeplangager, og sukkerroer, og andre afgroeder som gror paa bjergsiderne og alle steder myldre det med blomster. Flittiglise gror vildt mellem kaffebuskene, og trompetplanter staar som hele traeer med store hvide eller lyseroede trompetblomster. I dag gaar turen tilbage til David og op paa den anden side af vulkanen Baru (eller noget i den retning).

Jette

Lordag besogte vi Smithsonians laboratorie-oe Der har Drude opholdt sig i henholdsvis 3 og 4 maaneder medens hun samlede materiale til sine projekter.

Oen er meget spaendende fordi den er agte regnskov og der findes mange dyr, som ikke langere findes paa fastlandet. Vi har vannet os til at staa meget tidligt op. Det kan betragtes som en fordel da der er meget mere varmt vand i bruseren for kl. 6 end efter kl. 8. Vi skulle vare i Gamboa som ligger omkring 3 kvarters korsel herfra, saa vi blev hentet kl. 7. Der er kun folk der arbejder for Smithsonian der kan komme paa oen. De sidste aar har de dog lavet nogle turistture derud, saa der var en del turister med baaden. For at fardes paa oen skam man have vandrestovler og lange bukser paa. Ellers risikerer man at blive angrebet af nogle meget smaa insekter, som borer sig ind under huden og kloer meget i lang tid efter, der er ogsaa mange flaaet, dog uden virus.

Drude foerte os af smalle stier gennem skoven. Det var meget spandende at gaa der. I begyndelsen horte vi en flok brolaber som brolede meget hojt. Desvarre saa vi ikke nogle aber, men vi saa en sjalden fugl som lignede en honsefugl, nogle sjove froer og et vildsvin som foer over stien lige foran os. Vi saa rigtig mange forskellige traer og andre planter, men ikke saa mange dyr. Der vae en del agoutier som er nogle smaa marsvinlignende dyr paa alt for hoje ben. Dem har vi set mange af ogsaa i parkerne omkring byen. Det var meget spandende og fremmedartet at gaa i den tatte skov. Det var ikke let at tage ret mange billeder der for der var ret morkt, men jeg prover at satte et par stykker med. Efter vi havde spist frokost saa vi nogle af laboratotierne inden vi sejlede tilbage ved 2-tiden om eftermiddagen.

Resten af dagen var vi ret tratte. Efter et grundigt bad og alt det toj vi havde paa var kommet i en plastikposer slappede vi af her hos Drude. Hun sov Birgit tjekkede mail og jeg laste om Panamas historie.

...

I dag bliver det uden billeder. Jeg sidder paaa en netcafe og mine billeder lagger jeg ind paa Drudes computer. Hvis jeg kan laane den senerere kommer billederne bagefter.

I gaar lejede vi en bil, og korte forst ud til lufthavnen hvor Drude skulle betale sin billet til hjemrejsen. Det er lidt omstandeligt med hendes rejse fordi hun skal have begge sine katte med hjem. Da flybilleten var i orden, saa Drude kommer til Danmark den 11. maj korte vi tvars gennem Panama City over broen som forbinder Nordamerika og Sydamerika. Vi korte ca 100 km mod vest hvorefter vi drede fra hovedvejen og korte nordpaa op ad en udslukt vulkan. I El Valle er der et marked som er saerlig stort om soendagen. Paa det marked har de nogle flotte traskarearbejder, som specielt Birgit var interesseret i at kobe. Landskabet paa vejen var fantastisk flot. Det gik virkelig stejlt opad og man kunne se bjerge og meget afvekslende landskaber til begge sider. Regnskoven er ryddet af europaererne i det omraade fordi de ville holde kvag, men i lobet af forholdsvis faa aar er der ikke mere naring i bevoksningen saa omraadet ligger ode hen, men det er rigtig flot a se paa, og temperaturen er noget mere behagelig end i byen, saa mange baade fra Panama og andre steder har feriehuse i omraadet.

Vi tilbragte nogle timer i byen hvor der baade var det store marked og nogle butikker med traditionelt haandvark herfra og en hel del turistting. Da vi kom tilbage til hovedveje kom vi ind i paasketrafikken (Sandrine havde advaret os). De forste 4 km tog knap en time, derefter korte vi mellem 20 og 40 km i timen, paa motorvejen hvor man normalt korer 100 km i timen. Det sidste stykke korte vi paa en helt ny betalingsvej. Der var nasten ingen trafik.

I dag holder vi os lidt i ro. Birgit havde lidt ondt i halsen i gaar og hun har noget arbejde hun skal have lavet. Vi har varet ude paa Drudes arbejde for at hente hendes ting inden vi skulle aflevere bilen kl. 10. I morgen tidlig bliver vi hentet kl. ti min. i 5 for at flyve ud til Kunaland paa nordsiden af Panama. Der skal vi vare til torsdag morgen.

Jette

Onsdag morgen kl.8 blev vi hentet af en engelsktalende guide som hed Louis og en chauffor (Carlo). Vi korte nordostpaa ud i en nationalpark, hvor nogle indianermand stod og ventede med lange kanoer ved bredden af en af de floder som bringer vand til Panamakanalen. Kanoerne er lavet af udhulede trastammer. Vi blev sejlet et stykke op ad floden og lagde til nedenfor en landsby. Vandstanden er meget lav i ojeblikket saa vi skulle op ad nogle stejle lerede skranter, hvor indianerne havde lagt nogle trabradder til at gaa paa.
Indianerne har tidligere levet alene i familier, som rydde en del af regnskoven hvor de dyrkede grontsager og jagede dyr til eget forbrug. Men efter der blev lavet nationalparker til at bevere regnskoven, blev indianerne nodt til at flytte sammen i landsbyer og de blev opfordret til at leve af turisme. Deres fode bestaar nu mest af fisk, da de ikke maa jage dyr langere. De har saa genoptaget deres gamle haandvark og salger tingene til turisterne.

Paa billederne kan I se noget af det vi oplevede i indianerlandsbyen.
De skorter som mandene barer og kvindernes overdele er lavet af perler.
Det var en rigtig spandende dag Birgit og jeg havde hos indianerne. Vi havde den engelsktalende guide for og selv og han kunne ogsaa fortalle meget mere om Panama og landets historie.

I gaar var vi med Kanaltoget til Colon Det var en meget smuk tur hvor morgensolen glimtede i nogle speglblanke soer paa vejen. Resten af dagen korte vi med Sandrine til ruinerne af den borg, som hvde beskyttet indmundingen til floden, og derefter til Portobello hvor vi fik Kaffe hos Michelle, som er franskmand. Han er sejler hertil i en lille sejlbaad og bor nu her. Han laver nogle flotte smykker og fungerer ogsaa som guide for franske turister.
Karlig hilsen
Jette

I Panams City er mange påskeoptpg

Kærlig hilsen

Jette