Her er jo alt-alt-ALT for koldt! Når man ikke har vænnet sig til det danske efterårs ankomst dag for dag, føles det lidt som om flyet er landet i en dybfryser ved en fejltagelse. Så det gav da alligevel et lille omvendt kulturchok at komme hjem igen. Hvor er alle danskerne henne? Er landet forladt og vinterlukket? Vi har på rejsen vænnet os til at der ikke var nogen grund til at være indenfor, så det vrimlede med folk overalt på gader og stræder. Men i Danmark er der omvendt ikke nogen grund til at være udenfor med mindre det er allerhøjst nødvendigt! ”Der findes ikke dårligt vejr, kun forkerte klær’” – jep, men i Danmark er rigtige klær’ en rumdragt med fuld klimakontrol.

Men ud over det var det dejligt at komme hjem igen og blive mødt af en stor velkomstkomite med flagrende dannebrog i lufthavnen. Søster Helle havde lovet at sørge for alle de ting vi havde savnet og efter 4-5 måneder under fremmede himmelstrøg lød vores ønskeliste bl.a. på frikadeller, rugbrød, zendium tandpasta og æblekage. Hele rejsen har været rigtig spændende og vi vil faktisk gerne tilbage til alle de lande vi har været i og rejse mere rundt:

Til Skt. Petersborg i Rusland

Til Gobiørkenen i Mongoliet

Til østkysten og Shanghai i Kina

Til Palawan på Filippinerne

Til Borneo i Malaysia

Længere ud på landet i Cambodja

Til Ko Tao i Thailand

Til Mount Everest i Nepal

Til Tibet

I mellemtiden går vi og glæder os til at flytte ind i vores nye lejlighed i Ørestaden. Tusind tak til alle jer der har fulgt med i vores tur og skrevet til os undervejs!

Vi vil jo slet ikke til Indien!

Men der går altså ingen direkte fly fra Kathmandu til København, og siden vi blev kraftig frarådet at have for kort tid til at skifte fly i Delhis berygtede lufthavn havde vi et døgn i byen.

For at gøre det let og lækkert for os selv havde vi booket et godt hotelværelse, byrundtur og chauffør til og fra lufthavnen i forvejen. Vi stod op kl 4 om "morgenen" for at være i Kathmandus lufthavn til tiden, men den viste sig først at åbne klokken 6. Der kunne vi så tilgengæld stryge direkte op til skranken med vores business-class billetter og få at vide at flyet var 5 timer forsinket. Imens vi spekulerede over hvor amputeret vores byrundtur i Delhi ville blive, blev vi kørt ind på et fint hotel og forsynet med morgenmad. 5 timer senere fik vi så serveret frokost istedet for en flyafgang. Med 9 timers forsinkelse kunne vi til slut nyde udsigten over Himalayas sneklædte toppe fra Royal Nepal Airlines brede sæder.

Da vi endelig landede i Indira Gandhi International Airport havde vores chauffør selvfølgelig også ventet 9 timer på os uden at ane hvornår vi kom. Han så lidt flad ud. Vi røg på hovedet i seng på hotellet og op igen kl 4 om "morgenen". På vej til lufthavnen fik vi så vores let forkortede byrundtur, hvor chaufføren viste os sin gode vens kiosk. Resten af turen hjem gik heldigvis strygende, British Airways har lidt mere styr på sagerne end Royal Nepal. Tror heller ikke de ofrer geder foran flyene for at afhjælpe tekniske problemer.

Folk springer af og på imens bussen kører og den ene af de to buskontrollører, en dreng på 10-12 år, hænger skiftevis ud af den åbne dør og råber ”DHULIKHEEEEEEEL!!”, kravler rundt på siden og op på taget af bussen for at ordne bagagen. Vi er på vej til Dhulikhel med 1 guide, 1 stifinder, 2 kokke, 3 bærere og 5 dages vandretur foran os. Det virker lidt skørt i starten, at der skal 7 mand til at hjælpe os rundt på en lille vandretur i Kathmandu-dalen, men vi blev glade for det i længden, for vi to skulle ikke bære andet end en lille dagtursrygsæk hver. Netop som vi stod af bussen drønede en åben ladvogn forbi pakket med kampråb, røde flag og maoister på vej mod Kathmandu. Vi blev vi ført ned til en lille.. æh.. ”restaurant”, hvor vi blev fyldt godt op med nationalretten dhal bhat (ris med linsesuppe) og fik hilst på mandskabet. Dagens vandretur var kort, kun 3 timer, og endte på en bakketop hvorfra vi kunne se over til Namobuddha klostret. Vi var meget i tvivl om arbejdsfordelingen i begyndelsen, men den viste sig at være meget enkel: de laver det hele. Så imens vi sad og fedede den, satte de vores telt, deres telt, madteltet og toiletteltet op og gav sig til at kokkere for os (brusebadsteltet måtte vi desværre lede længe efter). Vi lå inde i teltet og dasede da vi pludselig kunne høre et eller andet komme galopperende mod teltet. Det var en horde af lokale unger og vi var ugens højdepunkt. De plukkede en hel blomstereng til os og fulgte nysgerrigt med i Maries fodbad. Desværre har der vist været tumpede turister her før os, for de troede vi var en omvandrende chokoladefabrik.

Næste morgen blev vi vækket med vaskebaljer, te og morgenmad på sengen. Om formiddagen travede vi ned i dalen og op til klostret. De var stadig i gang med at bygge klostret, sjovt at kigge ind i selve templet hvor de var i gang med at dekorere inventaret. Tæt ved ligger det helligste hellige, et ydmygt alter opbygget på stedet hvor en munk/konge/buddha engang ofrede sig selv til en udsultet huntiger så den kunne fodre sine unger. Der er en storslået udsigt over Kathmandu-dalen og Himalayas bjerge i baggrunden fra Namobuddha. Undtaget i tæt tåge som da vi var der. Så kan man ikke se så meget. Det er meget afvekslende og spændende at vandre ad de små stier i dalen. Gennem små landsbyer, over vandløb og floder, gennem skove, over marker. Overalt møder man folk på de små stier, altid belæsset med varer på ryggen. Til gengæld så vi ikke en eneste anden turist i de fem dage. Landskabet er frodigt og intensivt opdyrket på terrasser op af bakkerne, det hele foregår med håndkraft og de var godt i gang med høsten da vi kom forbi. 

Samme aften gav til sig til at regne og det gjorde det stadig næste morgen. Vi gik surmulende af sted, men da vi slog lejr til frokost på torvet i en lille landsby klarede det op og vejret var strålende resten af turen. Igen blev vi omringet af nysgerrige børn, og da vi skulle låne et toilet trak en af pigerne os gæstfrit helt med ind i stuen bagefter. Shristi viste os fotos af hele familien, spillede den nepalesiske nationalsang i ny funky upbeat version for os og viste os sin yndlings musikvideo på dvd. Mor og far var i Kathmandu for at købe ind til festivalen, men tanten fulgte genert og nysgerrigt med gennem vinduet. Shristi går på privatskole og er ret god til engelsk. Her blev der ikke tigget chokolade, men pigerne var ret vilde med at blive fotograferet i alle tænkelige opstillinger. Udover te blev vi også tilbudt at få en lille pige med hjem til Danmark. I løbet af eftermiddagen vandrede vi længere og længere op i bakkerne og endte med at slå lejr på en af toppene igen. Udsigten herfra var fantastisk og for første gang i disse dage kunne vi skimte de sneklædte bjergtoppe mellem skyerne. Hver aften får vi serveret 3 retter fra kokkens indisk/vestlige fusionskøkken og vores guide, Gelu, kommer forbi og sludrer med os over en kop te bagefter. Nepal er både politisk, kulturelt og religiøst et uhyre kompliceret puslespil, så det er fedt at kunne spørge løs. Han er selv af sherpafolket, der bor i bjergene omkring Mount Everest, buddhist, gift og ikke meget for maoisterne i Nepal. I begyndelsen hjalp de især den fattige befolkning i bjergene, men nu risikerer de lokale at blive kidnappet og tvunget ind i maoisternes hær. Hvis de flygter hjem bliver de straffet af hæren for at være maoister, flygter de tilbage til maoisterne bliver de henrettet som desertører. Resten af mandskabet holder sig helst for sig selv efter en lang dag med tung oppakning. At være bærer for turister er heldigvis noget lettere end de normale bærerjobs i Kathmandu hvor de bærer op til 150kg på ryggen. Kokken har trukket det længste strå og bærer kun vores 20 kilos rygsæk, lystigt og storsmilende. 

Vi vågnede op til et fantastisk skue næste morgen. Skydækket var forsvundet og alle de sneklædte bjergtinder tårnede sig op højt over bakkerne langs horisonten. Den sidste dags travetur blev den mest strabadserende, igennem tæt skov og buskads op ad den højeste af bakkerne i dalen, Phulchoki (2765m). Der ventede ingen belønning i form af storslået udsigt fra toppen, for den var afspærret af militæret. Et skilt advarede venligst om at undgå bevægelser mellem kl 17 og 6, så man ikke risikerede at blive skudt. Til gengæld snoede der sig en dejlig regulær grusvej ned ad bakken. Det synes mandskabet til gengæld gik alt for langsomt, så vi skød genvej på tværs ned mellem S-kurverne ad små stejle uhyggeligt glatte stier. Vi var totalt Bambi på glatis imens bærerne ikke havde nogen problemer med at spurte ned ad skråningerne i badesandaler med 30 kilo bundet om panden. Midt på eftermiddagen nåede vi Godawari, hvor vi fik lov til at slå teltene op i en park bagved skolen. De bruger ikke så meget det der med hegn i Nepal, så en flok nysgerrige køer travede tværs gennem lejren og snusede nysgerrigt til telt og rygsække. Om aftenen havde kokken bagt kage med glasur og lys i som afskedssalut. 

Sidste dag var vandreturen kort, ca. 100 meter hen til bussen der kørte os tilbage til Kathmandu. Efter fem dage i marken var vi glade og godt brugte.

Efter seks timer kroellet godt sammen i en bus stod vi af i Sauraha, en landsby lige udenfor Chitwan nationalpark. Her blev vi samlet op af vores guide Bishnu der koerte os til vores resort, Hotel Parkland. Der var rigtig god service, for vi var de eneste to gaester paa hele resortet. Han viste os rundt i landsbyen der er befolket af Tharu stammen. Bishnu er selv Tharu og bor I et hus lavet af kolort. Turen og dagen sluttede med oel og popcorn i liggestole ved floden, der danner graensen til nationalparken, hvor vi kunne skaale med hjorte og storke paa den anden bred imens solen gik ned. Bishnu havde fortalt os om den vilde hanelefant der huserede omkring landsbyen og raadet os til ikke at gaa ud om natten. Det var nok et meget godt raad, for to gange hoerte vi elefanten broele i moerket samme nat.

Dagen efter var actionpacked fra start til slut. Vi startede dagen med en kanotur i en udhulet traestamme ned af floden, hvor vi kunne se krokodillerne lure langs bredden. Kanoen lagde til ved den modsatte bred og Bishnu foerte os til fods gennem en slette af 3 meter hoejt graes og videre ind i skoven. Vi saa ingen dyr, men til gengaeld morgenfriske tiger-fodspor flere steder, og taettere havde vi egentlig ikke brug for at komme paa en tiger til fods. Gaaturen sluttede ved elefantcentret, hvor de har held til at avle elefanter. Elefantmoedrene staar bundet sammen med elefantungerne i aabne elefantstalde. Vi havde koebt en stor pose elefantsmaakager som hurtigt fik ben at gaa paa, da Marie naermest blev overfaldet af to laekkersultne elefantunger. Tilbage paa hotellet troede vi at vi skulle gaa ned til floden om eftermiddagen, saa vi blev lidt forbavsede da der stod en ordentlig mama af en hunelefant uden saddel og ventede paa os uden for doeren. Men man skal selvfoelgelig bare lige tage fat i dens kaempeoerer, traede op paa snabelen og saa loefter den en op ryggen. Efter en halv times vanvittig ridetur i 1.sals hoejde naaede vi ned til floden, hvor Marie blev lokket til at tage et bad med elefanten. Elefanten moevede sig ud i vandet, Marie og elefantpasseren kravlede over snablen op paa ryggen og saa vaeltede elefanten sig om paa ryggen. Det naeste kvarters tid var ren skaeg og ballade hvor Marie vaeltede rundt med elefanten og gav den en god skrubning paa maven. Det var samme elefantmama der skulle fragte os rundt paa elefantsafari i nationalparken senere samme eftermiddag, nu med saddel. Det var en anden model end I Thailand, en bette kasse med Marie og jeg forrest og to britiske drenge bagerst med ryggen til os. Vi havde godt hoert at fordelen ved elefanten fremfor en jeep er at man kan komme helt taet paa dyrene der ikke er bange for elefanten, men vi blev alligevel overraskede over at vi flere gange kunne moeve os helt op paa siden naesehornene, baade paa sletten og i mudderpoelene i skoven. Elefanter er ret staerke og den bragede sig vej igennem junglen hvor vi saa hjorte og tvaers over floden vi igen saa krokodiller. Tilbage i landsbyen kravlede vi efter 3 timers ridetur ned af elefanten igen, men actiondagen var ikke slut endnu. Om aftenen blev vi koert til byens kulturcenter, hvor en flok maend fra byen opfoerte en raekke af Tharuernes traditionelle danse. Det var en ret bizar blanding, der startede med ders beroemte stokkedans, der naermest er en kampsport. Maendene suser rundt I ring imens de danser og kaemper med stokke paa kryds og tvaers af hinanden. Derudover var der en underlig dans hvor maendene var klaedt ud som damer og en underlig nisse der lagde kraftigt an paa dem. Til sidst kom en af maendene springe ind paa scenen I fuldt paafuglekostume og gav sig til at hoppe rundt. Meget underholdende.

Bishu vaekkede os forfaerdelig tidligt naeste morgen for at tage paa en fuglekigger tur rundt om landsbyen. Bishnu ved forfaerdelig meget om smaafugle og kan baade hoere og se forskel paa de 500 forskellige smaafugle der bor I omraadet. Vi kedede os grundigt, indtil vi gik forbi en af elefantstaldene, hvor elefantpasserne havde et vaeldigt hyr med at holde styr paa hunelefanterne. Vi kunne se at det rumsterede vaeldigt I buskadset udenfor hegnet til elefantstalden og pludselig bragede den vilde hanelefant igennem buskene, kaempestor. Men efter at have moevet lidt rundt og vist sine muskler og stoedtaender frem forsvandt han ind i skoven igen og vi luskede hurtigt den anden vej. 

Bhaktapur er dalens tredje gamle hovedstad, kendt for sin fantastiske bøffelyoghurt. Byen er nænsomt restaureret med tysk hjælp og grundighed. Ved indgang til torvet skal alle turister derfor betale (dyr) entre til byen. Det var næsten som at købe billet til et trip til middelalderen. Det er langtfra et frilandsmuseum, byen er bare meget traditionel, hyggelig og stille – hele centrum er lukket af for biler. Vi boede på et lille hyggeligt hotel midt i centrum med flot udsigt over byen fra tagterrassen. Det var klart vejr så vi kunne se sneklædte bjerge bag bakkerne. De lokale murere var i gang med at renovere hovedgaden da vi kom, rød tegl i sirligt sildebensmønster. Nepal har en tradition for smukt træskærerarbejde og overalt i byen er vinduespartierne utrolig detaljeret og finurligt udskåret. Byen er ligeså labyrintisk som Kathmandu og hver en lille afstikker fører ad små trange gyder til endnu et lille torv, hvor der tørres korn, chili eller lertøj, mændene ordner verdenssituationen, kvinderne poster vand og drengene flyver med drager. Næsten ligegyldig hvor man står i byen kan man få øje på en drage i luften. Byens hovedtorv, Durbar Square med smukke templer og kongepaladset, er næsten mennesketomt, her kommer kun turister og aber. Vi boede op af byens andet torv, Taumadi Tole, der også var tomt først på dagen, men havde forvandlet sig til en sydende markedsplads da vi kom tilbage efter turen ned ad hovedgaden. Et af templerne på torvet er lavet om til restaurant, hvor vi spiste aftensmad med udsigt til markedet. Soundtracket blev leveret af byens gamle mænd, der havde samlet sig foran torvets templer, hvor de spillede og sang. Ude af takt er kun et fattigt ord, de må have været stokdøve hele banden, det lød som en hel kattekennel i løbetid. ...

Namaste! Saa er vi landet i Nepal mellem sneklaedte bjergtoppe i Kathmandu dalen. Vi bor i turist bydelen Thamel, hvor der er virkelig gang i den i de smaa kringlede gader. Folk vil meget gerne saelge os kuloerte troejer, filtfutter, trekkingture, hash og blokfloejter hele tiden. Vi havde jo planlagt at komme til Nepal netop nu, hvor regntiden er slut, saa hvorfor */@?!8? regner det saa hele tiden? Foerste dag havde vi solskinsvejr, men nu er vi fanget i Thamel paa en netcafe. Fortsaettes i godt vejr!

Det blev heldigvis kun til en dag med regn. Nu skinner solen og her er igen bage-varmt! jubiiiii

Kathmandu er den mest mærkværdige by vi nogensinde har været i. På en smuttur ned ad de små skæve gader er stort set alt er underligt og fremmedartet. Templer med statuer smurt ind i offergaver, slagteren har en stak kødklumper bredt ud på et lagen midt på gaden, gaderne ligner bombekratere, trafikken er tæt af motorcykler, vilde hunde, små taxaer og farverige cykel rickshaws, en liflig duft af sved, pis, røgelse og krydderier fylder luften, luften er tæt af ledninger på kryds og tværs af gaden, skrald, døde og levende rotter i krogene og meget kulørte nepalesere over det hele.

Den nepalesiske kalender er spækket med underlige religiøse helligdage. Det fandt vi ud af allerede første dag da vi måtte kline os op af husmurene da der pludselig kom et optog af mænd i masker og elefantkostumer hujende ned af gaden. Vi var så heldige at være i byen under festivalen, det eneste tidspunkt på året hvor Kumari, den levende gudinde, kommer udenfor sit hus, der ligger midt på byens torv. Kumari er en lille pige på 9 år, ved første gang hun bløder går hun på pension og de skal finde en ny levende gudinde. Flere timer i forvejen satte vi os tilrette på trappen op til et af templerne på torvet og ventede imens pladsen først blev fyldt og bagefter proppet med feststemte nepalesere. Endelig blev hun båret ud og løftet op i en gigantisk trækærre og sat i sin tronstol i midten, omringet af vagter. Der lød et ordentligt brag da trækærren med de mandshøje hjul satte i gang, trukket af en mindre hærskare af mænd, og trillede ud på torvet der var et stort jubelkaos. Herfra blev kærren i timevis trukket rundt gennem byens gader der var tætpakket af tilskuere. Vi opgav at gå samme vej hjem (i hælene på kumarikærren) og fulgte i stedet med mylderet af mennesker igennem en labyrint af små gyder for at finde en genvej. Tilbagevejen blev et eventyr i sig selv og da vi endelig kom ud af mylderet kom en ældre herre klædt i gult med langt gråt skæg og maling i hele hovedet glædestrålende hen og prikkede os med rød maling i panden med sin pegefinger. Så stak han hånden frem: ”200 rupees!”. Han er saddhu, en hellig mand, men tit er de mere optaget af at tjene penge på turisterne end på at være hellige. Han fik 20 i stedet.

Vi endte med at skifte hotel 4 gange her i byen. Enten var larmen fra gaden for høj eller sengen for hård. Enten kan nepalesere godt lide knaldhårde senge eller også købte hele byen madrasser samlet i 1958 og har ikke skiftet dem siden. Man skal også være snydeheldig for at finde et sted, hvor der både er elektricitet og varmt vand på samme tid. En gang imellem slukker byen for al strømmen for at spare. Sekundet efter går alle butikkerne og restauranternes små spruttende generatorer i gang og hele byen lyder som indersiden af en knallert.  

Vi lejede en bil med chauffør for en dag for at komme rundt og se nogle af byens største helligdomme. Vi var efterhånden ved at rive hovedet af receptionisten på vores guesthouse da ”5 minutes!” var blevet til halvanden time og der stadig ikke var skyggen af nogen bil. Vi købte ikke rigtig forklaringen med at han bare lige var på tankstationen, men da han endelig kom og vi trillede rundt i byen og selv så køerne til tankstationen kunne vi bedre forstå det. 1km motorcykelkø på den ene side og 1km bilkø på den anden, begge køer står stille, det kan tage 5 timer at få benzin på og man må kun tanke en lille ration hver gang. Det er Indien der har lukket for forsyningen. Dagens første stop var Swayambhunath, et buddhistisk tempelkompleks på en bakketop i udkanten af byen, kendt for at have den mest kraftulde stupa på jorden. Den stammer tilbage fra 400 e.kr. og ligner mest af alt en gigantisk isdessert. Fra toppen skuer Buddhas øjne mistroisk ud mod alle 4 verdenshjørner. Lidt svært at finde indre ro heroppe, for templet kaldes også ”Monkey Temple”, og det vrimler med aber over det hele. Aberne er hellige pga. abeguden Hanuman, men har en ualmindelig dårlig opførsel alligevel. Bagefter gik turen til Bodhnath, en af verdens allerstørste islagkager. Der ligger over 30 klostre omkring stupaen og det vrimler med pilgrimme, munke og turister der alle traver samme vej uret rundt om den. Stupaerne er ligesom i Mongoliet og Thailand massive, indeni gemmer sig guld, hellige skrifter og relikvier af Buddha eller andre hellige mænd. Fra stupaens top spænder utallige ranker med kulørte bedeflag ud til alle sider af pladsen. Det er vældig smart, for de er påtrykt bønner så vinden gør alt arbejdet for en. Buddhister og hinduer lever side om side i fred og fordragelighed i Nepal. Tæt på Bodhnath ligger Pashupatinath, et af hinduernes vigtigste templer. Nede ved floden brænder de de døde, så deres sjæle slipper for flere genfødsler. Det er nok det største kulturchok vi har fået undervejs. Der var godt gang i bålene da vi kom, der lå lig klar svøbt ind i orange klæder, det vrimlede med folk, hellige mænd smurt ind i aske eller maling, køer, nøgne drenge der badede i floden der flød med offergaver og underlige medicinmænd der blander pulvere, urter og ting vi ikke ville vide hvad var. De mest mystiske steder var, heldigvis, forbeholdt hinduer.

Dagens sidste stop var Patan. Kongeriget blev delt i 1492 i tre dele, en til hver prins, som fik hver deres hovedstad, Kathmandu, Patan og Bhaktapur, der ligger klods op af hinanden. På torvet væltede unge lokale mænd over hinanden for at tilbyde os en guidet tur. Marie blev i stedet overtalt af en ung dame til at få lavet en stor henna tatovering på den ene skulder. Det blev vældig underholdende, for et øjeblik efter stod der en kødrand af nepalesere i alle aldre omkring os der nøje fulgte tilblivelsen.

Vi kommer alligevel ikke til Tibet i denne omgang, øv! Først var der besvær med de kinesiske myndigheder, men det endte med at være flybilletter hjem fra Lhasa der var umulige at skaffe. Vi krydsede fingre og krøllede tæer til sidste øjeblik. Heldigvis har vi udtænkt en genial plan B og får meget mere af Nepal at se.

Vi havde et par dejlige dage i Chiang Mai. Det er en meget charmerende by, med rigtig mange tilbud. Byen er ca. paa stoerrelse med Koebenhavn, hotellerne er billige og standarden hoej, saa det var en dejlig forandring fra de papirs-tynde soveunderlag vi "noed" paa trekkingturen i Umphang. Foerste aften var vi paa Chiang Mais farvestraalende og livlige natmarked, et af de stoerste i landet.

Vi tog paa en dagstur ud og besoegte nogle af de stammer, der er bosat i omraadet omkring Chiang Mai. Man skal kun koere i under en time vaek fra den moderne storby, saa kommer man ud til forskellige stammelandsbyer, hvor de lever isoleret og paa samme maade som de har gjort i 100 aar. Stammerne er meget forskellige og stort set alle indvandret fra nabolandene, isaer Burma, men de lever i fred og fordragelighed ofte taet paa hinanden. Foerste stop var hos Palong stammen, der bor ligesaa primitivt som Karen landsbyen i Umphang, men klaeder sig i traditionelle dragter. De er boender og havde travlt med at ordne hvidloegshoesten, men vaever ogsaa smukke toerklaeder til turisterne. Lidt laengere nede ad vejen besoegte vi Lisu stammen, som er mere moderne og bor i nyere huse. Landsbyen er kristen og alle var samlet i kirken da vi kom. Der var gang i den, og de sang salmer oversat til deres eget sprog. Vores guide, Miu, er selv fra Hmong stammen, der er invandret fra Sydkina og lever lidt paa samme maade som Lisu stammen. Vi besoegte ogsaa et flygtninge-omraade hvor Paduang stammen fra Burma ("long neck people") har slaaet sig ned. De synes selv de kommer til at ligne smukke svaner med de lange halse... Udover stammerne gik turen ogsaa forbi en orkidepark, en elfantlortepapirfabrik og en hellig grotte. I omraadet omkring Chiang Mai kan man gaa mange kilometer under jorden i naturlige grotter, de har ligefrem vejskilte dernede!

Thomas og Kristian, som vi var paa trekkingtur med, havde ogsaa valgt Chiang Mai som naeste stop. Vi tog alle 4 til en traditionel
Khantoke-middag i det lokale kulturcenter, hvor vi sad paa gulvet og spiste, mens vi blev underholdt med traditionel dans med og uden svaerd. Efter middagen blev alle igen samlet omkring et lejrbaal udenfor, hvor de forskellige bjergstammer fremfoerte deres forskellige rituelle danse ifoert fuld festuniform. Det blev en vaeldig morsom aften, hvor vi bl.a. fik investeret i nogle overordentlig smarte hatte.
Sidste dag brugte vi paa at besoege et par af de mange, mange templer, der findes i Chiang Mai. I et af templerne holdt en "fortune teller" til. Marie proevede lykken og der er gode nyheder: Hun er netop ved at vaere faerdig med to aar hvor planeterne har staaet mindre gunstigt og fra oktober/november tager hun hul paa tre gode aar hvor planeterne bare staar superduper, hvilket vil give masser af rigdom - saa no worries! Han kunne ogsaa fortaelle at Thues lykketempel af alle steder i verden laa lige rundt om hjoernet, meget smukt tempel, saa der gik vi selvfoelgelig ogsaa en tur forbi.

Thailaenderne er et utrolig venligt og imoedekommende folkefaerd. Paa en ganske almindelig eftermiddag i Chiang Mai blev vi tre gange stoppet paa gaden af vidt forskellige thaier, der smilende fortalte om sig selv, spurgte til os og vores rejse og gav os gode raad om byen.

PS. Mange tak for hilsner i gaestebogen og for mails. Vi bliver meget
glade for at hoere fra jer hver gang! Vi beklager vi ikke faar skrevet saa mange private mails, men vi haaber I kan bruge fortaellingerne herinde til vi ses igen :-)

5 dages trekkingtur til Umphang - det nordvestlige Thailand.
Foerste dag startede foerst kl. 20 med at vi blev laesset ind i en saakaldt sovebus, der skulle koere os fra Bangkok til Mae Sot. "Vi" vil sige, Per, Marianne, Thomas, Kristian og os to. Vi havde alle 6 troet at vi havde koebt en tur med en bus med senge i, saa vi blev noget skuffede over bussen hvor man, som guiden forklarede, jo kunne laene saederne tilbage - hurra!

Vi naede til Mae Sot hvor Mr. Lar tog imod os med tilbud om et par timer mere paa oejet i hans guest house. Derefter gik formiddagen med en tur til markedet paa graensen til Burma. Her loeb burmeserene bogstaveligt talt rundt paa graensehegnet og solgte billige cigaretter. Efter frokost steg vi ombord paa den lokale offentlige halvaabne ladvogn "songthaew" og koerte 4 timer gennem 1219 naalesving i bjergene til vi (endelig) naede Umphang.

Tidligt naeste morgen gik turen foerst forbi en lille butik, der solgte
gummistoevler, hvilket vi meget fik anbefalet at tage paa til turen, men vi holdt stand og insisterede paa vores vandrestoevler, hvilket vi var meget glade for sidenhen. Derefter hoppede vi i gummi-baaede og sejlede en meget smuk tur ned ad floden Mae Klong.

Baadene lagde til i en grotte langs floden og efter dejlig frokost, der var pakket noget saa nysseligt ind i palmeblade, fortsatte tures 10 km gennem junglen til fods. I begyndelsen havde vi solskin, men stien var vaad og MEGET mudret. Det godt at vandrestoevler er vandtaette, saa de store problemer gav det egentlig ikke. Senere fik vi nogle regnbyer og det var selvfoelgelig aergerligt fordi junglen er paenest i solskin, men det var rart fordi det saa ikke var saa varmt at gaa. Efter cirka fire timers trekking op ad bakke(!) naede vi Wildlife Sanctuary lejrplads, her sov vi i telte. Da det var lavsaeson var der meget faa telte paa lejrpladsen. De telte der var blev slaaet op under et halvtag. Det var meget godt for det regnede rigtig meget om natten, men saa var det heldigvis ogsaa slut med det.

Naeste dag gik vi hen til det naerliggende vandfald Tee Loi Su, der er Sydøstasiens største. Det var meget flot! Det var rigtig meget vand i vandfaldet fordi vi kom i regntiden, det var meget imponerende. Vi badede i en af de naturlige pools, det var vaeldig sjovt, men man skulle passe paa man ikke blev skyllet med vandmasserne ud over kanten til den naeste pool og den naeste og den naeste...

Om eftermiddagen gik vi igen 10 km gennem regnskoven. Det var en meget flot tur og noget nemmere end dagen forinden, fordi det her ikke gik op ad bakke. Sidst paa dagen naede vi Karen landsbyen Ko Tha, her overnattede vi i et traditionelt pælehus bygget af teaktræ og bambus. I landsbyen holdt de "store-slagte-dag" saa der var en vaeldig festlig stemning. Vi besogte en af familie, der udover os havde besoeg af godt 20 naboer, som alle spiste sammen i anledning af at de havde slagtet svin. Vi blev budt paa "happy water" - (en slags snaps lavet paa ris) og baade raat og tilberedt koed, som vi godt nok var lidt beklemte ved at spise. Det var dog saa vanvittig staerkt, at vi blev enige om at enhver bakterie maette vaere blevet drabt af chili - eller af happy water.

Den sidste dag stod der elefantridning paa programmet. Det var landsbybeboerne der havde elefanterne, som egentlig var deres arbejdselefanter. Elefanterne har saa en lille bibeskaeftigelse med at fragte turister gennem junglen. Om morgenen stod tre elefanter klar med fragtkurve paa ryggen. Vores tasker blev lagt ned i bunden af kurven og saa to personer ovenpaa i hver. Vi havde troet at saadan noget turist-elefant-halloej sikkert var meget stille og roligt - men nej: op og ned af stejle mudderskrente i junglen i en fragtkurv, der var alt andet end numseformet! Marie var til at starte med doeden naer af skraek, for der er virkelig langt ned fra saadan en kaempe, der skoejter rundt i mudder til elefantknaeene. Efter den foerste times tid, hvor elefanten baade havde bragt os gennem floden og op og ned ad de div. skraenter uden den hverken var vaeltet, puffet os ned eller i det hele taget gjort andet, end at sproejte lidt mudder op paa os med sin snabel, fik vi mere tillid til at den nok skulle fragte os sikkert i maal. Den levede op til forventningerne og de naeste par timer noed vi at ride gennem junglen hoejt til vejrs. Det var en fantastisk oplevelse og man ser virkelig nogle helt andre ting, naar man sidder deroppe under traekronerne sammenlignet med naar man gaar paa jorden.

Efter elefanterne havde sat os af, blev de belaesset med ris og andre fornoedenhedder til landsbybeboerne, man kan kun komme til landsbyen til fods eller paa elefant. Vi krydsede floden i gummibaad. Paa den anden side blev vi hentet og koert tilbage til Umphang, hvor vi spiste frokost. Derefter gik turen igen med "songthaew" gennem 1219 naalesving til Mae Sot, hvor vi endnu en gang indlogerede os hos Mr. Lar.

Alt i alt var det en rigtig god tur, hvor vi baade kom taet paa naturen og paa den del af Thailands befolkning, der lever som isolerede stammesamfund under meget primitive forhold. Vi havde det hyggeligt og sjovt med vores rejsefaeller; Per og Marianne som vi sagde farvel til i Mae Sot hvorfra de tog tilbage til Bangkok og Thomas og Kristian, som vi fulgtes med videre til Chang Mai.

Indtil nu har vi mest rejst rundt paa egen haand, men Thailand er godt gearet til turister, saa vi koebte en kort tur, "Det unikke Thailand", og det kom vi ikke til at fortryde.

Turen gik til  Ayutthaya godt 80 km nord for Bangkok og derefter til den lille by Saraburi. Her er ingen turister udover os plus Per og Marianne, som vi var paa tur med. Vores guide Paan er foedt og opvokset i Saraburi, saa hun kender omraadet som sin egen bukselomme. Paan havde vaeret udvekslingsstudent i Danmark og har siden arbejdet for et rejsebureau i Aarhus, saa hun taler klingende Aarhusiansk og selvfoelgelig ogsaa engelsk. Hun forklarede, viste og demonstrerede mange sider af Thailansk kultur, det var en fornoejelse og vaeldig spaendende.

Ayutthaya er den gamle hovedstad i kongedømmet Siam – det nuværende Thailand. Byen er fyldt med templer og ruiner tilbage fra 13-1400 tallet. Byen blev lagt i ruiner af burmeserne og aldrig genopbygget. Det er et meget imponerende område, der nu er fredet af Unesco som verdenskulturarv. Vi valgte at cykle rundt, det var hyggeligt men varmt, varmt, varmt og cyklerne var i thai-stoerrelse, hvilket Thue havde lidt problemer med...

Derefter koerte vi ud og for at se den tidligere konges sommerpalads. Han havde rejst meget, saa det var et sammensurium af engelsk, fransk, kinesisk og mange andre stilarter. Kongepaladset er saa stort at vi valgte at koere rundt i en golfbil, det var vaeldig morsomt. Paladsomraadet bestaar ogsaa af en enorm park, hvor der var omsat udendoers hoejtalere hvorfra de spillede fuglekvidder og klim-klim musik - meget romantisk!

Sidst paa dagen ankom vi til Saraburi, hvor vi skulle overnatte i nogle huse en ven af Paans familie havde bygget. Han har bygget husene i Saraburi i loebet af de sidste 7 aar. Husene er op til 100 aar gamle og er flyttet fra andre steder i omegnen og genopbygget her i en ny sammenhaeng. Vi blev modtaget som venner og tiden var vores egen. Det var en rigtig spaendende maade at opleve smuk traditionel Thailandsk arkitektur paa. Vi kunne selv vaelge hvor vi ville sove og valgte at sove udendoers paa en terrasse der vendte ud over floden. Ironisk nok er det den bedste nats soevn vi indtil nu havde faaet i Thailand.

Inden aftensmad var vi paa et lokalt mad marked - en skaeg og farverig oplevelse og fedt at kunne spoerge Paan om alle de underlige frugter og groentsager vi aldrig har set foer. Om aftenen spiste vi traditionel thai-mad sammen med Paan og hendes familie. Husene bliver ogsaa brugt til undervisning af de lokale boern, hvor de laerer om den gamle Thailandske kultur - blandt andet de gamle danse. To af boernene kom og dansede for os under middagen, de var meget dygtige.

Naeste morgen gav vi mad til en munk. De fleste thailandske maend lever paa et tidspunkt i deres liv som munke. Mindst en uge og maaske resten af livet. Munkene kommer hver morgen sejlende ned af floden for at indsamle almisser fra de lokale, som skal soerge for munkene for at vaere gode buddhister. Senere blev vi sejlet ned af floden og besoegte et lille lokalt vaeveri og et lille kloster, hvor Paan i templet fortalte os mere om munkene.

Sejlturen sluttede i en lille landsby, hvor vi spiste frokost og Thue blev barberet hos den lokale barber. En god barbering i Thailand ren terapi og inkluderer ogsaa lidt ansigtsmassage og trimning af alt fra nakkehaar til oejenbryn. Ude paa landet besoegte vi en familie, som var venner af Paan. Her fortalte hun om hvordan en typisk familie lever paa landet, og trak os med ud i marken for at se familiens mangoplantage og rismarker.

Det var to dejlige dage, hvor vi kom meget taet paa de lokale og Paan fik os introduceret for alle mulige former for thailandske skikke og madretter - de fleste rigtig laekre og nogle meget saere. Hun er ekspert i thailandske snacks og soergede for at faa os fyldt op med smagsproever hele tiden. Ren fornoejelse for os to slikmunde.