Blev koert til lufthavnen af mor, Jens og Soeren. Havde frygtet lidt at de ville blive bevaegede naar vi skulle sige farvel, men det var totalt kool. De var helt perfekte. Det foeltes saa fedt at gaa op ad trappen ind til security tjek. Nu var jeg endelig paa vej paa den rejse jeg havde arbejdet for og glaedet mig saa meget til! Fulgtes med Kia og Simon.

Turen gik foerst til Heathrow, og derfra til Delhi. Den lange tur tager omkring 8-9 timer.

I bussen fra den ene terminal til den anden i Heathrow sad vi og snakkede om vores bagage. Simon sagde at han ikke rigtig havde styr paa hvad han havde pakket hvor, for eksempel var han ret sikker paa, at hans lommekniv var i hans haandbagage, som bestod af en lille, overfyldt rygsaek. Kia og jeg kiggede paa hinanden og grinte - vi havde jo allerede vaeret igennem et sikkerhedstjek i Kbh, saa det var ret usandsynligt.

Ved sikkerhedstjekket i den nye terminal havde Kia og jeg intet at skjule, saa vi gik igennem uden problemer. Men da Simons taske gik igennem rontgenmaskinen fik personalet store oejne, og han blev bedt om at aabne sin taske. Og ikke om de fandt en stor, dejlig, splinterny, roed 7-i-een lommekniv i bunden!

Der gik mange tanker igennem mit hoved i det sekund. Hvad gor jeg, hvad gor jeg, hvad gor jeg?! Skulle jeg lade som om jeg ikke kendte ham, eller risikere min rejse, og hjaelpe ham? Kia saa ud til at taenke det samme. Men for vi fik set os om stod vi ovre ved ham og grinte paa en ydmyg, uskyldig, ikke-terrorist-agtig maade alle tre. "Ow my Good Simon, what were you thiinking?". Sikkerhedsmanden havde heldigvis en god dag, men understregede at det altsaa ikke var lovligt at have knive med om bord paa fly, slet ikke denne kniv, som i oevrigt var ulovlig at vaere i besiddelse af i England. Men han lod os gaa, og vi undskyldte. Rejsen var igen sikker! Et par sekunder havde jeg dog frygtet det vaerste.

Englaenderne er nu nogle flinke folk. Isaer naar man har lys hud og groenne oejne. Men man kan ikke rigtig bebrejde dem det. I stedet kan man undre sig over Kastrups haandtering af flysikkerheden:)

Og lommekniven? Den sidder sikkerhedsmandens soen nok og snitter tramaend med.

Da vi stod og ventede paa at vores gate skulle blive oplyst paa skaermen over flyafgange, slog en ting mig, som foeltes saa specielt og saa ufattelig fedt:

Af alle de afgange der var paa skaermen var min afgang den, jeg aller aller, aller helst ville med. Normalt er der altid mindst et andet fly, som lyder mere spaendende end ens eget - men ikke denne gang. Indien var det land jeg aller helst ville til. Og droemmen var ved at gaa i opfyldelse!

Flyveturen til Delhi var suuper god. Vi havde fjernsyn i saedet lige foran os allesammen, saa selvom Simon havde faaet et saede laengere fremme i flyet, kedede vi os ikke. Vi saa Kung Fu Panda og sov hele vejen, jeg gjorde ihvertfald. Kia havde vist lidt problemer med at soeve, men vejrtraekningen fra den flinke mand med den lyseblaa turban ved siden af mig var som hypnose, og jeg var frisk som en havoern da vi landede.

I lufthavnen blev vi hentet efter en god times tid af en IDEX-mand. Vi moedte nogle af de andre vi skulle folges med, og blev koert til et hotel, hvor vi spiste morgenmad. Det er sjovt med de tanker man goer sig om folk naar man moeder dem foerste gang. For eksempel synes jeg Madeleine var aandssvag fordi hun havde en skijakke paa i lufthavnen, men nu er hun en af mine aller bedste veninder hernede. Aldrig lade sig narre af forste indskydelse! Hehe.

Paa hotellet fik vi at vide at noget var gaaet galt i planlaegningen, saa bussen med resten af holdet var koert uden os. Derfor skulle vi koere i bil til Jaipur i stedet. Indiske planer! Hehe. Men det gjorde ingen forskel, bortset fra at vi skulle afsted med det samme, og ikke have en dag i Delhi til at slappe af, som vi var blevet fortalt hjemmefra. Pyt med det! Koereturen tog 4 timer, og var meget lang og varm. Vi snakkede og sov. I bilen var: Laura, Peter, Simon, Kia, Madeleine, jeg selv og chauffoeren. Chauffoeren var saa soed, han smilede hele vejen!

Midtvejs moedte vi bussen med de andre, og spiste frokost paa et slags cafeteria. Betalt af IDEX. Jeg kunne godt maerke at jeg var lidt mere vant til at rejse end mange af de andre, for var mere modig med at undersoege hvordan man gjorde med at hente drikkevarer, hvor toilettet var og saadan nogle ting. Saadan er jeg med mange ting. Og det er godt tror jeg, at nogen toer. Min fornemmelse er, at respekt og interesse er noeglen til dette land. Har man det i baghovedet, kommer man ikke helt galt afsted, tror jeg.

Da vi ankom til IDEX-kontoret i Jaipur holdt vi moede, og hilste paa the manager, MR SINGH, som virkede til at vaere rigtig rar og hjaelpsom, hvis man er i tvivl om noget.